
Især vvs-området vil blive styrket, når Lemvigh-Müller åbner sin nye butik i Esbjergs nordlige industriområde. Butikken følger det samme butikskoncept, som ses i Hillerød, Køge og Aarhus.
Ambitionen er at skabe den største og flotteste håndværkerbutik i Esbjerg og omegn på Ørnevej 4, hvor Lemvigh-Müller netop har lukket en aftale med Nordicals Erhvervsmæglere om at overtage et 1.808 kvadratmeter stort lejemål. Og der bliver brug for pladsen. Stål- og teknikgrossisten udvider nemlig sortimentet med mere end 40 procent i forhold til sin nuværende butik i Esbjerg og udvider samtidig med et nyt forretningsområde.
Vi går fra 4.500 til 10.500 varenumre inden for el, vvs, arbejdstøj og værktøj i den nye butik. Vi har solgt el-artikler i Esbjerg siden 1981 og står stærkt på det område, og nu skal vi have bygget en lige så stærk forretning op til områdets vvs-installatører. Vi mander derfor også op med medarbejdere, der er eksperter på VVS, siger salgschef Kenneth Christensen fra Lemvigh-Müller-butikken i Esbjerg.
Ud over at butikken får flere varer indenfor især vvs, værktøj og arbejdstøj på hylderne, bliver den også opgraderet med et nyt look og butikskoncept, som er rullet ud til Lemvigh-Müller håndværksbutikker i bl.a. Hillerød, Køge og Aarhus, og som er skabt i dialog med lokale håndværkere.
Vi investerer et tocifret millionbeløb i udviklingen af vores butikker, og vi lytter til og har fokus på kundernes ønsker og behov i forhold til beliggenhed, indretning, service og sortiment. Selvom butikskonceptet er det samme rundt om i landet, så er der lokale tilpasninger, og det vil der også være i vores nye Esbjerg-butik. Vi kan se, at den tilgang, hvor vi lytter til de lokale håndværkeres ønsker, virker. Vores butikker har i 2020 haft en omsætningsvækst på 20 procent, siger butiksdirektør Peter von der Hude, Lemvigh-Müller.
Lemvigh-Müller ser et stort potentiale for at øge omsætningen yderligere i Esbjerg, når den nye butik slår dørene op, efter planen til april 2022. Med bl.a. etableringen af Quantauels fabrik, Europas største PtX-anlæg på vej i Esbjerg, etableringen af Energiøen i Nordsøen og genetableringen af Tyra-feltet, er der godt gang i Esbjerg, og når industrien vækster, smitter det gerne af på håndværksbranchen fx i form af opgaver indenfor service, drift og vedligehold.