PFAS var oprindeligt forbundet med en brandskole i Korsør, men siden hen har stoffet vist sig at findes mange steder. Senest har der været bekymringer om, hvorvidt man også har kunnet finde stoffer hos landets affaldsenergianlæg.
Det har fået bl.a. Vestforbrænding til at undersøge, om de udleder PFAS. Og resultatet er positivt, forstået på den måde, at de ikke udleder stoffet. Det er faktisk ikke lykkedes dem at finde bare ét eneste PFAS-molekyle i røggassen, fastslår direktør på Vestforbrænding, Steen Neuchs Vedel.
Der er lidt i spildevandet, men det er langt under grænsevædien for drikkevand.
– Samtidig viser prøver fra den grundvandsboring, hvor vi får vores procesvand fra (afværgeboring), at en stor del af det PFAS, vi finder i spildevandet, kommer fra procesvandet, forklarer direktøren.
Udover røggas, spildevand, gips og procesvand, er der også taget prøver fra slagger og flyveaske. De tal er dog ikke kommet frem endnu.
Vestforbrænding er langt fra det eneste affaldsenergianlæg, der i den senere tid har foretaget målinger af PFAS. Og her har resultaterne ligget på linje – ingen PFAS af betydning.
Kilde: Vestforbrænding