Selv om to nye love sådan set gælder hele det danske arbejdsmarked, vil det med stor sansynlighed mest slå ned på danske byggepladser.
Lovene handler dels om legimitation, dels om krav til indkvartering. Begge skal være med til at styrke kampen mod social dumping.
– I en årrække har vi diskuteret indførelse af et særligt ID-kort til de ansatte på landets byggepladser. Nu har politikerne valgt en mere overordnet løsning, som forhåbentlig vil sætte en stopper for de virksomheder, der udnytter udenlandske medarbejdere som billig arbejdskraft, siger Morten Frihagen, der er direktør i Dansk Håndværk.
Allerede fra 1, januar skal ansatte kunne vise gyldig legitimation for at bevise, at de opholder sig lovligt i Danmark, hvis Arbejdstilsynet eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration beder om det på tilsyn.
Dermed skulle det gerne vil slut med de relative dårlige undskyldninger som, at man ikke kan huske, hvem man arbejder for – eller den med, at man pludselig ikke kan huske sit eget navn.
Den anden nye lov handler sagt om indkvartering. Den træder i kraft den 1. juli, og indeholder krav til blandt andet opvarmning, indeklima og rent drikkevand, når arbejdsgivere stiller boliger til rådighed for deres ansatte.
Der må maksimalt bo to personer per beboelsesrum, ligesom myndighederne får bedre mulighed for at føre kontrol med boliger udlejet af arbejdsgivere til deres ansatte.
– Til sammen kan de to lovstramninger være med til at gøre konkurrencen med lovlydige, danske håndværksvirksomheder mere rimelig. I de seneste år har vi alt for ofte set, hvordan udenlandsk arbejdskraft er blevet udnyttet på en række store byggeprojekter. Det har skadet byggeriets omdømme i befolkningen. Et af Dansk Håndværks mål er at være garant for de virksomheder, der vil have ordnede forhold, og som ønsker at være en del af et fællesskab, der er drevet af et ønske om ordentlighed og faglighed. Det vil de nye regler forhåbentligt være medvirkende til, vurderer Morten Frihagen.
Gyldig legitimation kan eksempelvis være pas, kørekort eller sundhedskort (sygesikringskort). For udenlandske medarbejdere kan visum, ID-kort eller opholdskort også udgøre gyldig legitimation, forudsat at de er udstedt af en offentlig myndighed, og at Arbejdstilsynet eller SIRI vurderer dokumenterne egnede som legitimation.
Kilde: Dansk Håndværk