Af Daniel From Hansen, administrerende direktør, Swegon A/S
Året 2019 startede tungt, ikke bare for Swegon, men nok for hele ventilationsbranchen i Danmark. Om det var på grund af usikkerhed vedrørende det forstående valg, vides ikke, men det har formentlig haft betydning for projekteringerne i den periode. Det skal dog siges, at der efter valget kom gang i hjulene igen, og siden da har vi ligget vandret. I løbet af 2019 har Swegon haft mange spændende projekter med forskellige karakterer og kompleksiteter. Et par af de mere interessante projekter vi har haft fornøjelsen af, er Skandinaviens største hotel. Til Comfort Hotel, som bygges i Kastrup Lufthavn, har Swegon leveret aggregater samt kølebafler til mere end 600 værelser. Og da den hollandske hotelkæde Citizen M indgik en world-wide aftale med Swegon omkring ventilation til deres hoteller, så fik Swegon A/S opgaven at levere kølebafler til samtlige værelser til deres hotel i Jernbanegade i København.
Swegon A/S har også taget del i skolerenoveringsbølgen i 2019 samt levering af aggregater og armaturer til sygehussektoren.
Øget salg
Salget af Swegon Gold-aggregater er ikke alene fastholdt, men derimod øget i 2019, og i den forbindelse er vores nyeste version af Gold aggregat med varmepumpe blevet godt modtaget på det danske marked. Desuden er vi særdeles glade for, at kendskabet til vores armaturportefølje er øget markant hos vores kunder. Dette har påvirket salget i en gunstig retning.
Igen i år har Færøerne bidraget til vores omsætning, og det ser ud til, at vi næste år får endnu flere projekter. Vi skal blandt andet levere vores nye Room management system Wise ll til en skole.
Efter fem år hos Swegon har jeg valgt at søge nye udfordringer. Swegon A/S har derfor valgt at lave en omstrukturering af Swegon Danmark. Fremover ser organisationen således ud, at Lene Jensen udnævnes som direktør for Swegon A/S, ved samme lejlighed overtager René Fast-Frederiksen ansvaret for det samlede salg i Danmark.
Global vækst
Af nyheder på produktsiden bør vi nævne vores nye Room managementsystem ved navn Wise ll. Systemet blev lanceret på ventilationsmessen i Stockholm 2017. Nu to år senere er der adskillelige projekter, som kører upåklageligt, også i Danmark. Derfor vil vi i 2020 have fokus på Wise ll over for vores danske kunder. Det er bestemt et system, vi forventer os meget af i de kommende år.
I 2020 glæder Swegon sig til at lancere en ny hjemmeside, http://www.swegon.dk. Den vil udkomme i et helt nyt design, samt være brugervenlig med mange nye funktioner.
Globalt set har Swegon haft et godt år i 2019, med en vækst der modsvarer vores egne aggressive forventninger. Væksten sker både organisk og via diverse opkøb på vores forskellige markeder. For det kommende år ser vi ingen anledning til at ændre strategi. Vi vil forsat aktivt bearbejde vores eksisterende kunder med god service og attraktive produkter. Vi vil også fortsætte med at søge efter mulige opkøb, som vil kunne komplimentere vores udbud af produkter til vores kunder.
Ny organisation
Swegons vision om at være ”The Indoor Climate Company” vil fortsat være et fokusområde i 2020. For at imødekomme vores vision og for at vi kan leve op til vores målsætning, har Swegon henover 2019 fortaget en større omorganisering. Den nye organisation er baseret på, at Swegon skal levere endnu bedre service, knowhow samt en bredere markedsorienteret produktportefølje. Vi håber, at vores kunder allerede i 2020 vil se resultatet heraf.
Der skal også lyde en stor tak til alle medarbejdere i Swegon A/S for igen i år at yde en ukuelig arbejdsindsats. Sidst, men ikke mindst, vil vi takke Swegons kunder for deres loyalitet og tiltagende bidrag til at udvikle Swegon i Danmark. I forsommeren 2019 blev en kundetilfredshedsanalyse sendt ud via mail til vores kunder. Det var glædeligt med mange svar retur med både ris og ros. Vi vil løbende gentage undersøgelsen, da vores kunders feedback er noget, vi tager alvorligt. Vi vil fremadrettet bruge resultaterne til fortsat at tilfredsstille vores kunders forventninger og krav.
Swegon vil også i 2020 bestræbe sig på at være en seriøs og attraktiv leverandør på det danske HVAC-marked.