Brøndby Boligselskab og Lejerbo har udpeget Swecos team af arkitekter og ingeniører med speciale i almene boliger som totalrådgiver på renoveringen af boligselskabets fire højhuse i Brøndby Stand. Renoveringen er en del af helhedsplanen HP4, der skal udvikle Brøndby Strand Parkerne til en sammenhængende og levende bydel.
Delaftale 1 udgør Brøndby Boligselskabs afd. 605-607, der omfatter et areal på ca. 24.000 kvm. Som totalrådgiver skal Sweco bl.a. stå for projektering samt koordinere renoveringen af afdelingernes tilsammen fire højhuse i 16 etager gennem alle projektfaser. De tilhørende nære udearealer og P-kældre skal desuden renoveres.
Renoveringen af højhusene i Brøndby Strand Parkerne er en del af et af Danmarkshistoriens største renoveringsprojekter, der samlet tæller syv højhuse og omkringliggende lavhuse. Formålet er at udvikle området til den tidssvarende og attraktive bydel, den har potentialet til at blive, med fokus på sammenhænge og en stærk lokal identitet.
Renoveringen af de fire højhuse under Brøndby Boligselskab omfatter bl.a. energirenovering af facader og tage, udskiftning af installationer og tekniske anlæg samt indretning af fællesarealer/lobby og nære udearealer med fokus på øget tryghed og kvalitet. Hertil er der fokus på håndtering af miljøfarlige stoffer.
Ifølge planen skal der nu udarbejdes et projektforslag med udgangspunkt i designmanualen for Brøndby Strand Parkerne, som er udarbejdet af Team DOMUS.
Projektforslaget skal herefter godkendes af beboerne i de berørte afdelinger. Det er sat til at ske i 3/4. kvartal 2022. Derefter følger entrepriseudbud inden selve renoveringsarbejdet går i gang – forventeligt i 1. halvår 2024.
Kilde: Sweco