
Sweco Danmark fortsætter med at vokse og sætter nu yderligere tryk på sin forretning inden for byggeri med opkøbet af OJ Rådgivende Ingeniører, herunder OJ Brandrådgivning.
Opkøbet betyder, at Sweco kommer op på 855 specialister indenfor byggeri, foruden nye lokaler og vækstområder.
– Jeg glæder mig til at kunne byde 325 nye kollegaer velkommen. OJ Rådgivende Ingeniører er garant for kompetence og høj faglighed med en udpræget lokal forankring og stærke relationer til deres kunder. Sammen komplementerer vi hinanden utroligt godt både forretningsmæssigt, kulturelt og geografisk med et fælles ønske om at gøre to gode rådgivere til en endnu bedre samlet rådgiver med stor lokal nærhed til kunderne og projekterne,” siger Dariush Rezai, CEO i Sweco Danmark.
OJ Rådgivende Ingeniører er en partnerdrevet virksomhed, der siden etableringen i 1946 har opbygget en position som én af landets toneangivende ingeniørvirksomheder med stærke kompetencer inden for de klassiske ingeniørdiscipliner og fokusområder som bl.a. bygherrerådgivning, energi- og indeklima, geo- og miljøteknik samt brandrådgivning til private og offentlige kunder.
Hos OJ Rådgivende Ingeniører udtrykker partner og adm. direktør Brian Thyregaard Andreasen begejstring for at blive en del af Swecos integrerede rådgivningssetup og understøtte målsætningen om at være førende i Danmark med styrket lokal tilstedeværelse.
– Det har været vigtigt for os at finde en partner, som har samme tilgang som os selv, når det handler om at se værdien i at være til stede lokalt i de samme nærmiljøer som vores kunder. Den tilgang har vi praktiseret de sidste 77 år, og jeg er glad og stolt over, at vi nu sammen med Sweco kan bygge ovenpå med de nødvendige muskler, der gør os i stand til at tilbyde endnu flere muligheder til både vores medarbejdere og kunder, siger Brian Thyregaard Andreasen, adm. direktør i OJ Rådgivende Ingeniører.
Købet forventes endeligt gennemført i løbet af 4. kvartal 2023, når myndighedsgodkendelserne foreligger. Indtil handlen er gennemført, fortsætter OJ Rådgivende Ingeniører og OJ Brandrådgivning som hidtil.
Kilde: Sweco