
I løbet af det seneste regnskabsår har virksomheden Madsen & Kastberg foretaget en række strategiske beslutninger, der skabt en sundere og mere fokuseret virksomhed.
Særligt etableringen af en selvstændig entrepriseafdeling i BYG og optimeringer i VVS-selskabet har haft en positiv effekt. Samtidig har virksomheden taget hul på et nyt forretningsområde inden for sprinklerservice og installation – et speciale, som kun 19 danske virksomheder er certificerede til at udføre.
BYG: En ny retning og et solidt resultat
Madsen & Kastberg har i 2024 etableret en entrepriseafdeling i BYG-forretningen. Det har styrket evnen til at håndtere større projekter, ført til en mere effektiv drift og skabt en sundere økonomi. Dog har virksomheden måttet lukke sin afdeling i Kvistgård, da en central rammeaftale ikke udviklede sig som forventet.
– Vi har altid drevet vores virksomhed med ordentlighed som en kerneværdi. Derfor er det frustrerende at stå i en situation, hvor vi har gjort alt, hvad vi kunne, men stadig må kaste håndklædet i ringen. Den beslutning har kostet – ikke kun økonomisk, men også personligt – fordi vi har haft dygtige folk ansat, som vi desværre ikke har kunnet tage med videre, siger Brian Kastberg, adm. direktør i Madsen & Kastberg.
Lukningen har dog samtidig gjort det muligt at fokusere ressourcerne dér, hvor de skaber størst værdi. Det kan aflæses direkte i resultaterne for selskabet, hvor omsætningen er fordoblet, og bundlinjen er tidoblet.
VVS: Små justeringer med stor effekt
I VVS-forretningen har Madsen & Kastberg haft fokus på optimering frem for vækst. Virksomheden har fastholdt sin omsætning på et højt niveau, samtidig med at indtjeningen er næsten fordoblet.

– Vores omsætning har ligget på niveau med sidste år, men vores indtjening er næsten fordoblet. Dette er resultatet af procesoptimering og vores selektive tilgang til, hvem vi samarbejder med, og hvilke projekter vi vælger at byde på. Det fortæller os, at vi har fat i noget rigtigt: At god økonomi ikke nødvendigvis handler om at løbe hurtigere, men om at løbe klogere, siger Brian Kastberg.
Sprinkler: En investering i fremtiden
Virksomheden tog i 2024 hul på et nyt forretningsområde med etableringen af en sprinklerafdeling. Da det er første regnskabsår, er resultatet præget af opstartsomkostninger, men virksomheden har store forventninger til både entreprise- og serviceforretningen.
– At opbygge en ny forretning kræver tid og investeringer, og det har vi været forberedte på. Vi har brugt det første år på at skabe de rette strukturer, opbygge relationer og sikre, at vi kan levere den kvalitet, vi er kendt for. Selvom det første regnskab viser et mindre underskud, har vi stor tiltro til, at denne afdeling vil udvikle sig positivt i de kommende år, siger han.
Kilde: Madsen & Kastberg