Et bredt flertal i Folketinget har nikket til en ny digitaliseringsstrategi, der bl.a. indeholder en pose penge til hele forsyningssektoren.
Et forsyningsdigitaliseringsprogram har 71,5 mio. kr. at gøre godt med. Programmet har til formål at skabe rammer og regulering for, hvordan data i forsyningssektoren indsamles og gøres tilgængelig. Samtidig bliver der etableret et partnerskab mellem myndighederne og sektoren for at sætte retning for frisættelse af data og finde nye digitale muligheder.
– Det er vigtigt, at forsyningsdata gøres frit mellem sektorer, så der bliver skabt vigtig sammenhæng og nye muligheder opstår. I fjernvarmen lægger der en masse data, hvor der kan opstå synergier og skabe øget effektivisering. Derfor er det positivt, at der nu kommer både et program og et partnerskab, der skal fremme dette. Vi ser frem til samarbejdet med myndighederne og relevante aktører, siger Nicolai Kipp, afdelingschef i Dansk Fjernvarme.
Netop indenfor fjernvarmeområdet er der allerede godt gang i anvendelse af de digitale muligheder. Mere end 2/3 af Dansk Fjernvarmes medlemmer er i gang.
– Vejen til en effektiv grøn omstilling er bl.a. at udnytte potentialerne i en øget digitalisering, og det godt at se, at el- og fjernvarmesektoren prioriteres i strategien. Fjernvarmesektoren er allerede godt på vej mod at udnytte digitale værktøjer til at sikre øget energieffektivitet og nye teknologier i forbindelse med den grønne omstilling, siger Nicolai Kipp.
Kilde: Dansk Fjernvarme