
Støjgener fra varmepumper kan være et problem, alt efter hvor de er sat op. En ny app, der er udviklet i samarbejde mellem Energistyrelsen og Tekniq Arbejdsgiverne, gør det muligt for installatører og kunder af få visualiseret, hvordan støjen udbreder sig, og derfor gøre det lettere for kunderne at vælge både varmepumpe og placering.
Det er ikke mindst i byerne, at det kan være en udfordring at finde den rigtige placering. I langt de fleste tilfælde giver varmepumper ikke anledning til gener for hverken ejeren eller naboer, men varmepumper har en arbejdslyd og derfor er det givtigt at tjekke, hvordan støjbilledet tager sig ud, inden man begynder at bore hul i huset og trække rør.
Det er både dyrt og bøvlet at flytte en varmepumper.
Selve støjberegneren er ikke en ny. Den er udviklet af Energistyrelsen. Derimod er det nyt, at den er tilgængelig på en app.
– I Energistyrelsen stiller vi allerede en lang række værktøjer til rådighed for både borgere og virksomheder. Men vi har en særskilt målsætning om at få værktøjerne ud at virke på andre platforme og hos andre aktører, siger Stine Leth Rasmussen, vicedirektør i Energistyrelsen.
Styrelsen ser den nye app som et godt eksempel på, hvordan myndigheder og erhvervsliv kan samarbejde om løse de udfordringer, der ligger i fx at opsætte en varmepumpe, så den er til mindst muligt gene for alle parter.
Værktøjet er udviklet til den app, der hedder henholdsvis ”TEKNIQ EL” og ”TEKNIQ VVS” med øje for medlemmerne af Tekniq Arbejdsgiverne, som tæller langt hovedparten af installatørerne på området. Andre kan gøre brug af støjberegneren, der ligger på Energistyrelsens hjemmeside.
– Et vigtigt element i den nye løsning er, at vi kombinerer flere vigtige værktøjer som det offentlige stiller til rådighed. Ud over støjberegneren trækkes der data fra Energistyrelsens varmepumpeliste, og så indeholder værktøjet også et simpelt dimensioneringsværktøj baseret på statistik om bygningers varmebehov, siger Simon O. Rasmussen, underdirektør i Tekniq Arbejdsgiverne.
Kilde: Tekniq Arbejdsgiverne