En gang om året fremlægger Industriens Fond deres Cyberbarometer, der kortlægger hvor mange små- og mellemstore virksomheder, der investeringerne i cybersikkerhedstiltag, og hvordan investeringen har påvirket deres konkurrenceevne
Barometret afslører, at 69 procent af de smv´ere, der opruster på sikkerhedsfronten, oplever, at investeringerne i cybersikkerhedstiltag styrker deres konkurrenceevne.
– Flere virksomheder har taget bestik af et hævet trusselsniveau og indset, at arbejdet med cybersikkerhed er nødvendigt for at kunne modstå stadig mere avancerede hackerangreb. Samtidig er det hver femte SMV, der oplever, at kunderne stiller krav til cybersikkerhed. Det reagerer virksomhederne på, siger Malene Stidsen.
Hun er programchef for cybersikkerhed i Industriens Fond.
Det er nu tredje år i træk, at Industriens Fond udgiver Cyberbarometeret, der undersøger sammenhængen mellem cybersikkerhed og konkurrenceevne. Og ifølge programchefen vidner årets barometer om, at bl.a. krav fra omverdenen får flere til at styrke cybersikkerheden – både i egen virksomhed og i værdikæderne.
– Store geopolitiske spændinger og hybridtrusler har gjort, at mange virksomheder nu er kommet i gang med at arbejde med cybersikkerhed som en nødvendighed snarere end som led i forretningsudvikling og styrket konkurrencekraft. Men barometertallene vidner også om, at mange virksomheder alligevel har fået øjnene op for det fulde potentiale ved cybersikkerhed. Det handler ikke kun om at holde hackere ude, men derimod om at tiltrække nye kunder og styrke sin markedsposition på et globalt marked, der bliver mere og mere digitalt, siger Malene Stidsen.
Årets Cyberbarometer viser, at flere virksomheder investerer i cybersikkerhed sammenlignet med de seneste to år, og antallet af virksomheder, der slet ikke har implementeret nogle tiltag er faldet fra 8 pct. i 2022 til 5 pct. i 2024.
Til gengæld ligger de 69 procent – altså dem som oplever en konkurrencefordel ved at øge cybersikkerheden, på linje med året før.
Arbejdet med cybersikkerhed motiveres ofte af konkrete hændelser, øget digitalisering eller specifikke krav fra kunder eller myndigheder, som kræver teknisk opgradering. Først herefter lægges organisations- og ledelsestræning ovenpå.
– Cybersikkerhed handler i høj grad også om mennesker. Når opkvalificering og ansvarlig datahåndtering bliver en naturlig del af virksomhedens virke og forankres i hele organisationen, så bliver virksomhederne også mere villige til at tale om deres cybersikkerhed både internt og eksternt – og det er her tilliden til samarbejdspartnere og kunder skal vindes, og konkurrencefordelene høstes, siger Malene Stidsen.
Kilde: Industriens Fond