Normalt står Blik- og Rørarbejderforbundet og TEKNIQ Arbejdsgiverne i hvert sit ringhjørne, men nu er de to organisationer klar til en fælles kamp om at få mere arbejdskraft i vvs-branchen.
Baggrunden er, at manglen på kvalificeret arbejdskraft ikke bare kan gå ud over den enkelte virksomhed, men på sigt true store dele af den grønne omstilling, som vvs-branchen både er og bliver en stadig større del af.
Derfor præsenterer organisationerne nu en fælles hensigtserklæring med fire konkrete initiativer:
Kortlægning af lærlinge: Parterne vil igangsætte en analyse, der har til formål at se på, hvor installationsbranchens lærlinge søger hen, når de afslutter deres uddannelse, samt hvor de personer, der har taget en uddannelse i installationsbranchen, arbejder i dag. Analysen udarbejdes af Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk El-Forbund og TEKNIQ Arbejdsgiverne i fællesskab.
Mere lokal dialog: Drøftelser om mangel på arbejdskraft på regionalt niveau mellem parterne udbredes til hele landet i løbet af 2022.
Bedre branding: Parterne ønsker at fortsætte det løbende samarbejde om branding af branchens uddannelser og branchen generelt mhp. at tiltrække dygtige og engagerede unge til branchens uddannelser.
Kvalitetsløft af uddannelser: Vvs-energiuddannelsen skal løbende tilpasses, så lærlingene opnår de kompetencer, virksomhederne efterspørger og som kræves af fremtidens grønne- og digitale lærlinge.
Jeg håber, at vi med disse nye initiativer og de mange andre indsatser, vi har igangsat, kan få lokket endnu flere dygtige folk til branchen. Folk, som kan være med til at føre den grønne omstilling ud i livet, siger Henrik W. Petersen, forbundsformand i Blik- & Rørarbejderforbundet.
Kilder: Blik- og Rørarbejderforbundet/TEKNIQ Arbejdsgiverne