Et besøg hos Næstved Fjernvarme er endt med et vigtigt samarbejde på EC Sjælland, men samarbejdet startede dog et helt andet sted, nemlig med Claus Müthel, som er faglærer på smedeuddannelsen. Han søgte brugte rør, som hans elever kunne øve svejsning på. Det kunne Næstved Fjernvarme sagtens hjælpe med.
Claus besøgte lagret, hvor 12 paller genbrugsguld i form af tavler og målere bare stod og ventede på at blive sendt til skrot. Men hvorfor skrotte noget, der kan komme andre til gavn? Derfor blev Claus spurgt, om det var noget EUC Sjælland kunne bruge? Og det blev et stort ja fra VVS-energi.
Uddannelsen har fået hovedhaner samt de målere, der hører til. Udstyret gør allerede gavn, for eleverne har taget meget af det i brug. Og mere kommer løbende til.
På uddannelsen laver eleverne flere forskellige installationer, så de får et bredt indblik i virkeligheden. Noget af det som eleverne arbejder med, er indregulering.
– Det uddanner vi eleverne til at være dygtige til via vores fjernvarmecertifikat. Så derfor er det vigtigt, at vi har fået adgang til udstyret, siger underviser Thomas Saltoft Søndergaard Malm.
– At Næstved Fjernvarme leverer nyt brugt udstyr til os, betyder, at vi kan sikre vores elever en fyldestgørende undervisning, hvor de arbejder med det udstyr, som de møder ude i virkeligheden. Samtidig har det stor betydning for elevernes trivsel.
Eleverne har i lang tid arbejdet med gammelt udstyr. De er gået fra at forestille sig en tavle ud fra en tegning, til at hver enkelt elev nu har sin egen rigtige installation og fjernvarmemåler at arbejde på.
– Og det med at se tingene i virkeligheden betyder mere end en tegning. De forstår, hvorfor en komponent sidder, som den gør. Undervisningen var meget teoretisk. Nu er den mere praktisk. Eleverne skal have hele viften med, siger Thomas.
– For niveauet er højt på uddannelsen, fortsætter underviser Per Larsen.
Det høje niveau kan man imødekomme på EUC Sjælland pga. det nye udstyr.
– Det gør uddannelsen langt mere attraktiv for nye potentielle elever. Men det gør også vores elever mere attraktive for de virksomheder, som vi samarbejder om lærepladser med, fordi de får en anvendelsesorienteret og praksisnær undervisning, og bruger det samme udstyr som virksomhederne, påpeger han.
Optimeringen af undervisningen på uddannelsen betyder, at man på EUC Sjælland har den højeste bestå-rate på fjernvarmecertifikat på landsplan, og det forpligter.
Så for at kunne blive ved med at levere på det, arbejder uddannelsen på at få flere samarbejder i gang med blandt andet Danfoss og Grundfoss.
Lige nu har man langt mere udstyr, end skolen selv kan bruge, så det sælges gerne videre til andre tekniske skoler. Så man på den måde kan få samme høje niveau på alle VVS-energiuddannelser, og samtidig løfte elevernes trivsel.
– At Næstved Fjernvarme hjælper os med udstyr, så vi kan forbedre vores undervisning. Det er det, der skal til for, at vi kan løfte vores elever og ruste dem til virkeligheden. Og løfter vi bare én elev, så er vi nået rigtig langt, understreger Thomas og Per.
Kilde: EUC Sjælland