Indeklimaets Temadag 2025, der blev afholdt den 30. januar i samarbejde med Energiforum Danmark, Veltek, FAV, VENT-ordningen og Danvak, blev en stor succes med rekordstor deltagelse fra både offentlige og private aktører. Hele 125 deltagere var mødt op i Teknologisk Instituts konferencesal for at diskutere de nyeste tendenser og udfordringer inden for indeklimaområdet, bæredygtighed og energieffektivitet
Artiklen har været bragt i HVAC Magasinet nr. 3, 2025 og kan læses uden illustrationer herunder
(læs originalartiklen her)
Tekst og fotos: Thomas Enghave Olsen, marketingspecialist, Danvak
Med et program spækket med spændende oplæg, cases og netværksmuligheder, demonstrerede dagen tydeligt byggebranchens voksende fokus på at skabe sundere og mere bæredygtige bygninger.
Dagen blev skudt i gang med en inspirerende præsentation af sektionsleder ved Teknologisk Institut, Christian Grønborg, der under overskriften ”Et kig ind i krystalkuglen” introducerede deltagerne til de nye rammer, som EU’s bygningsdirektiv (EPBD) fra 2024 sætter for bygningers energiforbrug, indeklima og bæredygtighed. Oplægget fremhævede EU’s ambitiøse målsætning om at forbedre energieffektiviteten og reducere klimapåvirkningen, samtidig med at bygningernes indeklima forbedres. Der blev også diskuteret EU’s kommende krav til grønne produkter og virksomheders Code of Coduct, hvilket gav deltagerne en værdifuld indsigt i de udfordringer og muligheder, der venter i de kommende år.
Overvågning af indeklimaparametre: Hvor starter man?
Et andet højdepunkt var et oplæg om, hvor man sikrer en effektiv overvågning af indeklimaet i bygninger. Gennem en konkret case satte CEO ved Climafy, Davide Cali og professor ved DTU, Pawel Wargocki, fokus på placering af sensorer, valg af intervaller for måling samt brugernes oplevelse af indeklimaet. Oplægget gav deltagerne praktiske værktøjer til, hvordan man kan opsamle og analysere data samt anvende alarmer for at sikre, at indeklimakrav bliver overholdt.
Fremtidens indeklimastyring i kontorbygninger
Et af dagens mest spændende indslag handlede om fremtidens indeklimastyring i store kontorbygninger. Konsulent hos Teknologisk Institut, Andreas Egholm, viste, hvordan prædiktiv teknologi kan kombineres med menneskelig indsigt for at skabe et bedre indeklima.
Ved hjælp af data fra CTS-anlæg, intelligente ventilationssystemer og vejrudsigter kan prædiktiv styring forudsige og tilpasse indeklimaet i realtid. Andreas Egholm illustrerede desuden, hvordan en antropologisk tilgang – hvor medarbejdernes adfærd og oplevelser analyseres – kan give værdifulde indsigter, der bidrager til bedre beslutninger.
Kommunale frontløbere: Favrskov og Frederikshavn
To kommunale cases satte fokus på, hvordan offentlige institutioner kan gå forrest i arbejdet med at forbedre indeklimaet.
Afdelingsleder i Ejendomscenteret i Favrskov Kommune, Michael Ertmann, præsenterede Favrskovs Kommunes erfaringer med at integrere styring af ventilation og varme på tværs af 12 skoler.
Gennem en omfattende renovering har kommunen reduceret energiforbruget og samtidig højnet indeklimaet i kommunes skoler. Kommunen arbejder desuden på at leve op til de fremtidige krav om bygningsautomatik og ser indeklimaet som en central del af deres bærdygtighedsstrategi.
Afdelingsleder for Center for Ejendomme, Park og Vej, i Frederikshavns Kommune, Bo Niebuhr, delte Frederikshavns Kommunes mangeårige erfaring med energi- og indeklimaledelse. Kommunen overvåger en bred vifte af parametre for at sikre, at bygningerne fungerer optimalt og har gennemført flere større renoveringsprojekter. Han gav også et indblik i fremtidige projekter, hvor kommunen fortsat vil prioritere både energibesparelser og godt indeklima.
Transformation af Lyngbyvej 100: Fra fabrik til fremtidens kontor
En anden case, der vakte interesse blandt deltagerne, var fortællingen om transformationen af Lyngbyvej 100, som afdelingsleder hos Artelia, Anne Lolk Lefevre, stod for.
Bygningen, oprindeligt opført som klædefabrik i 1940 og senere brugt som kontordomicil, er under renovering for at blive et moderne flerbrugerhus.
Projektet illustrerer, hvordan bevaringsværdige bygninger kan opgraderes med høje krav til bæredygtighed og indeklima. Kombinationen af låst geometri og stramme bygherrekrav gjorde indeklimaprojektet særligt komplekst, men også lærerigt.
DGNB 2025: Nye kriterier med fokus på indeklima
Fra den 1. januar 2025 er kriterierne for DGNB-certificering blevet revideret. Antallet af parametre er reduceret fra 35 til 15, hvilket gør manualen mere overskuelig og anvendelig, især med fokus på renovering.
Teknisk chef ved Rådet for Bæredygtigt Byggeri, Lau Raffnsøe, gav med sit oplæg deltagerne en forståelse for de bagvedliggende ændringer i certificeringen, samt de muligheder som de nye kriterier åbner for i forhold til at integrere indeklima i certificeringsprocessen.
Teknologiens rolle: Ventilation og luftrensning
To teknologitunge oplæg satte fokus på fremtidens løsninger. Først blev udviklingen af en intelligent og adaptiv styring til AMX-ventilationsanlæg præsenteret af head of technology and innovation hos Airmaster, Erik Bjørn. Ved hjælp af Model Predictive Control (MPC) og kunstig intelligens (AI) sikrer denne løsning et optimalt indeklima med minimalt energiforbrug – alt sammen baseret på vejrdata og elpriser.
Dernæst præsenterede forretningsleder hos Teknologisk Institut, Stig Koust, et pilotprojekt om luftrensning i skoler. Projektet undersøger over to år, hvordan forskellige teknologier kan reducere luftvejsinfektioner i klasselokaler og forbedre elevernes trivsel.
Projektet er blevet til i et samarbejde med Statens Serum Institut.
Netværk i nye rammer
Temadagen blev rundet af med et netværksarrangement i Teknologisk Instituts nye undervisningslaboratorium, hvor deltagerne fik en rundvisning af forretningsleder hos Teknologisk Institut, Lasse Skammelsen Trankjær og seniorspecialist hos Teknologisk Institut, Amalie Gunner, og samtidig mulighed for at udveksle erfaringer med hinanden.
Med rekordstor deltagelse og et alsidigt program har Indeklimaets Temadag 2025 cementeret sin position som en vigtig begivenhed for alle, der arbejder med indeklima og bæredygtighed.
Arrangementet understregede den stigende interesse for indeklima og bæredygtighed i byggebranchen, og dagens mange præsentationer viste tydeligt, at Danmark er godt rustet til fremtidens udfordringer på området.