Nu bliver der skruet for bæredygtighedskravene til biomasse i Danmark. En ændring af EU-direktivet skærper de europæiske bæredygtighedskrav og Danmark vil nu både implementere direktivet, fastholde nuværende danske særkrav og hertil gå et nøk længere.
Blandt ændringerne er bl.a., at den danske anlægsgrænse sænkes yderligere, så flere også mindre virksomheder, der producerer varme eller importerer træbrændsler, bliver omfattet af bæredygtighedskrav.
Selve bæredygtighedsreguleringen forenkles, så den bliver nemmere for producenter og importører at administrere – og for myndighederne at kontrollere.
Biomasse har været anvendt som den primære erstatning for fossile brændsler siden 00´erne, men forventningerne er, at forbruget vil falde med op imod 50 procent frem mod 2035.
Baggrunden for udfasningen af biomasse er, at flere og flere fjernvarmeværker skifter over til geotermi og varmepumper i takt med udbygningen af sol- og vindenergi.
Det meste af biomassen i det danske forbrug kommer fra træ og må kun komme fra træfældning i overensstemmelse med principper for bæredygtig skovforvaltning og hvor der fx er krav til at beskytte skovbunden og minimere skader for biodiversitet og levesteder.
No go-områder, hvor biomasse ikke må komme fra, udvides til at omfatte fx gammelgroede skove og hede.
Skærpelsen af bæredygtighedskravene omhandler bl.a.
Dokumentation for, at virksomhederne har et system for at anvende biomasse, som ikke giver mere værdi ved anden anvendelse
Flere no go-områder, fx gammelgroet skov og hede
Sænkelse af anlægsgrænsen samt mængdegrænsen for import – flere anlæg og virksomheder omfattes af bæredygtighedskrav
Forenkling af dokumentationskrav
Skærpet CO2-krav til høst, produktion og transport af biomasse fra landbrug
De skærpede bæredygtighedskrav implementeres i en bekendtgørelse, der udarbejdes af Energistyrelsen og sendes i høring inden udstedelse.
Kilde: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet