Rundt om i landet måtte flere fjernvarmeprojekter lægges i en mere eller mindre tæt målpose. Borgerne var ikke med på idéen.
Men ikke i Randers. Her holder man så at sige dampen oppe.
Divisionsdirektør for Energi og Forsyning, Jesper Møller Larsen, har gjort status på året og er godt tilfreds med udviklingen:
– Først og fremmest er vi glade for den tillid, vi bliver mødt med blandt borgerne i de områder, hvor vi er i gang med at udrulle fjernvarmen. Vi kan se, at der fortsat er en stor lyst til at blive uafhængig af de fossile brændsler og så spiller det helt sikkert ind, at vi kan tilbyde en konkurrencedygtig pris, hvor fjernvarmen er klart billigere end gassen, fortæller Jesper Møller Larsen.
Udskiftningen af de gamle gasfyr har i den seneste periode været koncentreret omkring Over Hornbæk, Neder Hornbæk og Romalt, mens Stevnstrup og Harridslev er nyere områder med stigende aktivitet. Det samme gælder Assentoft, hvor udrulningen kun lige er ved at blive sat i gang. Alligevel har mere end 850 husstande i Assentoft allerede tilkendegivet, at de ønsker at blive tilsluttet fjernvarmen.
Verdo forsyner også Herning med varme og med en stigning på samlet 983 kunder i 2024, forsyner energikoncernen nu samlet ca. 77.000 husstande i de to kommuner.
Kilde: Verdo