Fenagy har fejret færdiggørelsen af det nye domicil i Lystrup nord for Aarhus med åbent hus. Ca. 400 mennesker kiggede forbi og gjorde dagen festlig. Borgmester Jacob Bundsgaard stod for den officielle åbning og klippede den røde snor sammen med direktør Kim G. Christensen
– Det er skønt at fejre en dag som denne, fortæller Kim G. Christensen, direktør for virksomheden Fenagy.
– Som startup virksomhed løbet vi normalt bare videre mod de næste mål, men i dag har vi valg at stoppe op, for en kort stund, og fejre hvor langt vi er nået på under 3 år. Dette gøres bedst sammen med vores 60 medarbejdere, kunder, leverandører, samarbejdspartnere samt familier og venner.
Varmepumpeproducenten Fenagy’s nye domicil på 2.500 kvadratmeter har en produktionskapacitet på 100 store varmepumper årligt. Fenagy flyttede ind i oktober sidste år, men har siden udvidet med 350 kvadratmeter kontorer, nye trykprøvefaciliter og helt nyt fabrikslayout.
– Vi har 50 store varmepumper i ordre og afleveret godt 30 projekter allerede. Specielt vores installerede varmepumper giver os rigtig meget tro på fremtiden, da vi ser at vores kunder er rigtig glade for vores løsninger, fortæller medstifter af Fenagy Kim G. Christensen og tilføjer:
– Vi lever jo af at have glade kunder og den tillid kunderne hver dag viser os. Derfor har det været med hjertet udvendigt på tøjet, at vi har leveret alle vores første projekter. Heldigvis har vi kunne aflevere alle vores varmepumper med bedre ydelse og COP end vi har garanteret. Det er meget tilfredsstillende.
Fenagy træder altså stadig sine barnesko med kun knap 3 år på bagen og er til stadighed indstillet på at tage ved lære.
– Mange af de udfordringer vi ser ved installation, opstart samt performancetest tages med hjem for at forbedre løsningen. Det giver hurtige og kontinuerlige forbedringer, fortæller Kim G. Christensen.
Samtidig tages der også store skridt i udviklingen af nye og bedre varmepumpeløsninger.
– Vi er i fuld gang med at levere de første af vores 3 MW varmepumper med nye store 8-cylindrede kompressorer. Samtidigt har vi færdigudviklet FENeject-teknologien, der jo er vores ejektorer, der sikrer højere ydelse og COP på vores varmepumper, forklarer han.
Desuden har Fenagy stor fokus på egen PLC-styring, der anvendes til overvågning, men også til optimal drift for eksempel under afrimning i koldt vejr med sne. Styringen giver også mulighed for hurtig opstart og nedlukning af varmepumpernes drift, så fjernvarmeværkerne aktivt kan bruge varmepumperne på elmarkedet til gavn for balanceringen af elnettet, og dermed optimere værkets egen økonomi ved at drifte varmepumpen, når strømpriserne er lave.
– Vi fokuserer på udvikling af de små ting, men også de store. Vi er i fuld gang med udvikling af en helt ny serie af isobutan-varmepumper, der bliver et godt supplement til vores CO2-varmepumper, fortæller han.
– Fremtiden for varmepumper ser lys ud på tværs af hele Europa. De nye lokaler giver mulighed for at levere mere end 100 store varmepumper om året, hvilket skulle være nok til at dække behovet i Danmark, men også det stigende behov i landene omkring os, siger Kim G. Christensen.
Virksomheden har netop etableret sig med datterselskab i England med lokale ansatte og serviceorganisation, så man er klar til den stigende interesse for store varmepumper med naturlige kølemidler, man oplever fra England.
– Vi forventer at virksomheden vokser støt over de kommende år og ironisk nok må vi forvente at denne nye bygning skal udvides flere gange i de kommende år. Marked for store industrielle varmepumper er stort og med Fenagy’s førerposition er høj vækst forventet.