Klimaforandringerne er for alvor ved at krybe ind under huden på mange danskere. I hvert fald dem, som potentielt skulle købe bolig her og nu.
8 ud af 10 boligejere ville nemlig tænke over klimaforandringer, hvis de skulle købe en bolig i dag. Det viser en ny undersøgelse udført af YouGov på vegne af forsikringsselskabet Alm. Brand.
Dermed er markant flere taget klimaforandringer og de risici, der ligger i dem, med ind i overvejelserne, hvis de skulle købe en bolig i dag.
En tidligere undersøgelse fra 2021 fastslog, at 70 % som havde den bekymring.
– Vi hjælper hvert år rigtig mange boligejere, når de har klimarelaterede skader på deres hus i form af oversvømmede kældre eller ødelagte tage. Derfor er det også positivt, at danskerne er meget mere bevidste om, hvordan klimaet kan påvirke boligen. Det er langt nemmere at være på forkant og forebygge end at gøre noget på bagkant, siger Jan Graversgaard, der er direktør i Skadeservice i Alm Brand under Alm. Brand Group.
Ikke alene er flere potentielle boligkøbere blevet opmærksom på, hvordan klimaforandringerne kan påvirke deres nye hus. Selve bekymringerne er også blevet skærpede.
I dag svarer hele 50 % af boligejerne, at de i høj eller meget høj grad bekymrer sig om klimaforandringerne, hvis de skulle købe hus i dag. Tilbage i 2021 var det kun 36 % hvor klimaforandringerne havde indflydelse på boligkøbet.
– Det er ikke overraskende, at mange boligejere er mere bekymrede over fremtidens vejr nu, end de var tidligere. For det kan have store konsekvenser for den enkelte boligejer og os som samfund, at vi oplever voldsommere vejr og flere klimarelaterede skader, siger Jan Graversgaard.
Alm. Brand har også spurgt boligejerne om de bekymrede sig om klimaet, da de i sin tid købte deres nuværende bolig. Her svarede kun 16 % at de bekymrede sig om klimaet, dengang de købte deres nuværende bolig.
Kilde: Alm Brand