Som vvs-energispecialist er man godt rustet til de opgaver, som fremtiden byder på. Det fastslår en rapport fra TEKNIQ Arbejdsgiverne og Blik- og Rørarbejderforbundet.
Rapporten understreger dog også, at uddannelsen konstant skal tilpasse sig, hvis man vil holde sig helt i toppen. Det handler bl.a. at kunne følge med den digitale og teknologiske udvikling.
Den teknologiske udvikling indenfor vvs går ekstremt hurtig. Derfor er der heller ikke råd til at hvile på laurbærrene, hvis vi fortsat vil være med til at bære Danmark sikkert ind i fremtiden. Vores håb og forventning er, at partierne i Folketinget vil gøre deres del ved at sikre investeringer i nyt udstyr, ny teknologi og faglig opkvalificering af faglærerne på erhvervsskolerne. For uden investeringer i de grønne erhvervsuddannelser når vi ikke i mål med den grønne omstilling, siger Tina Voldby, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Netop med baggrund i de konklusioner, som rapporten ridser op, foreslår begge parter, at man igangsætte arbejdet med at opdatere uddannelses- og efteruddannelsestilbuddene, så installationsbranchen kommer til at stå endnu stærkere til fordel for både virksomheder, ansatte og klimadagsordenen.
Det er vigtigt, at nye teknologier, der bidrager til den grønne omstilling og energibesparelser, fortsat bliver implementeret i vvs-energiuddannelsen. Som en central spiller i den grønne omstilling er vi glade for, at vores løbende udvikling og opdatering af uddannelsen i høj grad afspejler de behov, branchen efterspørger, siger forbundssekretær i Blik- og Rørarbejderforbundet, Kim Fusager Balle.
Kilde: TEKNIQ Arbejdsgiverne