Sidste år blev leverandører af arbejdsbeklædning, Bacher, opkøbt af Ahlsell. Den handlen bliver nu meget tydeliggjort i Ahlsells håndværkerbutik i Vallensbæk, der er en af landets største.
Her åbner man en en shop i shoppen.
Kunderne i Ahlsell-butikken i Vallensbæk bliver betjent af to nyansatte tøjeksperter, der vil klæde kunderne på til at tage de rigtige beslutninger om arbejdstøj og sikkerhedssko.
Medarbejderne har tilsammen mere end 40 års erfaring med arbejdsbeklædning og har derfor et stort kendskab til de mange forskellige produkter, kvaliteter og sikkerhedsnormer, som det er vigtigt at have styr på.
– Selv om der har været en afmatning i byggeriet i 2024, er det lykkedes os at øge omsætningen med ikke mindre end 27 procent. Den store fremgang skyldes primært, at vi i 2023 landede en række store kunder, og væksten fortsætter, fordi vi også i 2024 har vundet mange nye kunder i samarbejde med Ahlsell, som købte Bacher sidste forår. På baggrund af vores gode samarbejde er det et naturligt skridt at åbne afdelinger med arbejdsbeklædning i Ahlsells butikker, siger direktør Peter Vallentin fra Bacher.
I 2025 bliver der også etableret en shop i shop med produkter fra Bacher i Ahlsells butik i Aalborg, og Ahlsell har også kig på Odense og Esbjerg. På sigt kan konceptet blive rullet ud i endnu flere Ahlsell-butikker.
– Det har været en god investering for os at investere i Bacher, og nu tager vi endnu et skridt ved at etablere en shop i shop i Vallensbæk. Det er en naturlig udvikling i forhold til Ahlsells ambition om at gøre det nemt at være professionel. Vi får hver dag besøg af mange håndværkere, og når de alligevel skal købe værktøj, vvs-produkter, værnemidler eller andre ting, skal de også have mulighed for at se og prøve arbejdsbeklædning, så de kan samle indkøbet, siger kommerciel direktør Christian Herbert fra Ahlsell.
Allerede nu tager Bacher imod kunder i butikken i Vallensbæk, hvor der den 30. januar bliver holdt en stor åbningsfest.
Kilde: Ahlsell