Dansk boligbyggeri skal mere over i bevaring og renovering fremfor nybyg, og derfor har Grundejernes Investeringsfond, Landsbyggefonden, Dreyers Fond og Realdania sammen søsat initiativet Bevar Mere.
Bevar Mere lancerer nu indsatsens open call, der støtter vidensprojekter og nye værktøjer, som skal fremme bevaring, renovering og transformation indenfor boligbyggeriet i Danmark.
Med mulighed for at få tildelt op til 1 mio. kr. til udvikling af et vidensprojekt og op til 500.000 kr. til udvikling af et nyt værktøj, opfordrer Bevar Mere nu aktører i byggeriet – vidensinstitutioner, brancheorganisationer og rådgivere – til at byde ind med forslag til konkrete vidensprojekter eller værktøjer, der kan fremme renovering og transformation af eksisterende bygninger til boligformål.
– Vi skal i højere grad bruge de bygninger, vi allerede har, til at skabe fremtidens boliger i Danmark. For at sætte mere fart på denne ændrede måde at tænke og arbejde på, er der brug for ny viden – og den viden, der allerede findes, skal gøres mere praksisnær. Samtidig skal nye værktøjer gøre renoverings- og transformationsprojekter mere attraktive, gennemskuelige og lettere at gennemføre – både for professionelle i byggeriet og for danskerne. Derfor har Bevar Mere afsat midler til et open call for vidensprojekter og nye værktøjer, siger Simon Kofod-Svendsen, projektleder for Bevar Mere fra Realdania.
Som startskud til ansøgningsprocessen inviterer Bevar Mere til online informationsmøde fredag den 22. november, hvor interesserede kan blive klogere på ansøgningsprocessen og mulighederne i det kommende call.
Kilde: Realdania