De offentlige bygninger skranter – og det ganske alvorligt. Skoler, sygehuse, kaserner, børnehaver, vuggestuer, almene boliger og en række andre bygningstyper, er på grund af manglende vedligeholdelse gennem årene blevet i så ringe stand, at det vil koste omkring 110 mia. kr. at renovere og fremtidssikre de offentlige bygninger i Danmark.
Det påpeger Foreningen af Rådgivende Ingeniører i deres nye rapport State of the Nation 2024|Byggeri, hvor det i øvrigt også påpeges, at det beløb vil vokse med tiden. Ikke bare fordi bygningerne i sagens natur vil forfalde mere og mere, men også grundet prisstigninger på arbejdskraft, energi og byggematerialer.
– Rent samfundsøkonomisk er det tæt på at være en katastrofal prioritering, at lade den offentlige bygningsmasse forfalde i den grad, som vi har set det i de seneste to årtier. Det er rundt regnet fem gange dyre at udskyde udbedringer af bygninger end at passe godt på dem. Derfor kan det undre, at vi bliver ved med at se dette efterslæb. Hvis der er en ting, vi alle har oplevet meget tydeligt de seneste år, så er det, at der ikke er noget, der bliver billigere. Så vi bør snares muligt komme i gang med at forbedre vores offentlige bygninger, før regningen stiger yderligere, siger adm. direktør i FRI, Henrik Garver.
I rapporten arbejder man med en skala fra 1-5, hvor 5 er bedst. Anbefalingerne fra FRI er, at man som minimum scorer 4. Oversat betyder det, at bygningsmassen er i så god stand, at den fungerer til det planlagte formål, og at udgifterne til vedligehold kan holdes på et løbende og fornuftigt niveau.
De offentlige bygninger er på 3-3,5 – og tillige med en nedadgående tendens.
– Vores analyse viser tydeligt, at det er meget forskelligt, hvordan og hvornår udbedringerne sker rundt om i Danmark. Det tyder på, at det kunne ske langt mere effektivt. Vi bør derfor have nationale retningslinjer for løbende vedligehold, og i første omgang få lagt en plan for, hvordan vi indhenter efterslæbet i vores offentlige bygningsmasse. Og vi har brug for et regelsæt, der hjælper til med at tænke den nødvendige grønne omstilling ind i hele byggeriet. Så next step er, at vi får fokus på anvendelsen af vores bygninger, og dermed på hvordan vi understøtter bæredygtig transformation af vores offentlige bygninger, frem for at lade tingene forfalde, rive dem ned og til sidst bygge nyt, understreger Henrik Graver.
Kilde: Foreningen af Rådgivende Ingeniører