
Vestforbrænding har sendt de næste seks leverancer af sin Varmeplan 2030 i udbud. Udbuddet omfatter fjernvarmearbejde i Ballerup, Herlev, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk, Furesø og Frederikssund, hvor ca. 17.000 husstande får mulighed for at udskifte olie- eller gasfyret til fjernvarme.
Etape 2 udbydes i én totalentreprise pr. kommune. Totalentreprenørerne skal projektere, planlægge og udføre forsyningsnet til og med fjernvarmeinstallation hos kunderne.
Mere specifikt gælder det hovedledninger, vekslerstationer, distributionsledninger, stikledninger, kundeinstallationer og at fjerne eksisterende installationer hos den nye fjernvarmekunde.
– Bag udbuddet ligger et kæmpe arbejde. Vi har lært meget fra Etape 1, som er i fuld gang lige nu. De mange indsigter, vi har fået, har vi naturligvis draget nytte af i udbudsprocessen. Nu er næste skridt at finde totalentreprenører til hele seks totalentrepriser, så vi kan komme i gang med arbejdet, siger områdechef for Grøn Varmeforsyning hos Vestforbrænding, Bjørk Paamand Olsen.
Sideløbende med udførelsen af totalentrepriserne på Varmeplan 2030’s Etape 1 og 2, vil der blive udbudt mindre fag- og hovedentrepriser i eksisterende fjernvarmeområder. Hver entreprise vil typisk dække et delområde af en kommune. Her anvender Vestforbrænding sin kvalifikationsordning.
Når forsyningsnettet er fuldt udbygget, vil Vestforbrændings nuværende produktions- og lagringskapacitet ikke være tilstrækkelig til at dække varmebehovet. For at sikre forsyningssikkerheden i de næste mange år skal der derfor etableres 10-15 energicentraler og ekstra lagringskapacitet. Planlægningen er opstartet, men er stadig på et tidligt stadium og tidsplanen for kommende udbud er derfor endnu ikke fastlagt.
Kilde: Vestforbrænding