Et nyt og topmoderne renseanlæg ved Silkeborg Langsø er kommet tættere på. Det er Silkeborg Forsyning, som har valgt at modernisere og udbygge det eksisterende Søholt Renseanlæg, der ligger ved Silkeborg Langsø.
Det mindre renseanlæg ved Truust skal også udbygges.
Som det næste skridt i planerne har forsyningsselskabet valgt den rådgivende ingeniørvirksomhed COWI som bygherrerådgiver.
Direktør i Silkeborg Forsyning, Jens Bastrup, glæder sig over, at det nye Søholt Renseanlæg nu er kommet et vigtigt skridt videre:
– Vi har en klar opgave foran os. Vi skal transformere det eksisterende renseanlæg på dets nuværende placering ved Silkeborg Langsø. Det glæder mig meget, at vi har fået tilknyttet en så kompetent rådgiver som COWI, siger han.
De ældste dele på Søholt Renseanlæg er tilbage fra 1970erne, og anlægget er ganske enkelt ved at være slidt op. Derudover er kapaciteten meget udfordret.
Udfordringen er, at Silkeborg Kommune de seneste år er vokset til omkring 100.000 indbyggere og stadig fortsætter med at vokse. Og langt det meste spildevand fra kommunen kommer til Søholt Renseanlæg.
Derfor er der også behov for at udbygge anlægget til at håndtere den øgede belastning.
I forhold til Truust Renseanlæg er opgaven mindre, da det er et nyere anlæg, der ikke er så slidt. Men her er der også brug for en udvidelse af kapaciteten og for ny renseteknologi.
Silkeborg Forsyning gør med projektet klar til fremtiden, hvor nye krav om yderligere rensning kommer. Det drejer sig om rensning for medicinrester, pesticider og miljøfremmede stoffer som blandt andet PFAS. Det kræver helt nye renseteknologier.
For Jens Bastrup er moderne og topklasse spildevandsrensning en klar målsætning. For mennesker og miljøets skyld:
– Vores opgave er at sikre den bedst mulige rensning af spildevandet til glæde for kommunens indbyggere og for vores natur og miljø. Vi har fantastiske vandløb og søer. Dem skal vi passe på. Vi ser det nye Søholt Renseanlæg som et af vores bidrag ind i Silkeborg Kommune som hele landets Outdoor-hovedstad.
Læs mere om projektet på Nyt centralrenseanlæg.
Kilde: Silkeborg Forsyning