
Sika Footwear har for første gang formået at udvikle og indarbejde NRGize Foam, et særligt blødt skummateriale, kendt fra sports- og løbeskoindustrien.
Skummets placering i mellemsålen på deres nye serie af sikkerhedssko giver en høj energireturnering – eller bounceeffekt – ved hvert skridt. Det er blot en af flere innovative teknologier i deres nye serie af sikkerhedssko under eget brand, Brynje.
– Vi har længe oplevet enorm efterspørgsel på bløde sikkerhedssko, der kan bruges gennem lange arbejdsdage. Elementer der normalt er svære at kombinere, uden at gå på kompromis med holdbarheden. Derfor er der ingen tvivl om, at vi har svært ved at få armene ned. Vi er utroligt stolte af vores udviklingsafdelings arbejde, som betyder, at vi står med en serie af sikkerhedssko, som vil gøre en mærkbar forskel for håndværkerne, der vil opleve langt mindre træthed i fødder og ben, siger Martin Dahl, CEO hos Sika Footwear.
Der stilles yderst strikse krav til certificeringen af sikkerhedssko. Ét af de vigtigste parametre er holdbarhed. På grund af det bløde NRGize Foam har udviklingen af LAB-serien været en længere proces, da skoen også skal være stabil og holdbar nok til mange timers arbejde i krævende miljøer.
– Vi skulle gentænke, hvordan vi kunne ændre udformningen og adoptere skummets egenskaber i vores sål. Materialet giver forskellige egenskaber til produktet, alt efter hvordan det bliver indarbejdet i sålen. Vi har bearbejdet det, så vi opnår en særlig høj grad af energireturnering, sammenlignet med de gængse typer af skum, der er på markedet, siger Charlotte Winum, Head of Product Development hos Sika Footwear.
Grundet skummets blødhed har det krævet udvikling på adskillige parametre for at imødekomme kravene til holdbarhed. Det har resulteret i flere nyudviklede teknologier: HeelCTRL, der stabiliserer foden i den bløde sko; pløsteknikkenPrimeFit der holder foden på plads og sikrer pasform; og endelig et let tåværn, NANOTOE, der optimerer sikkerheden.
– NRGize Foam kunne ikke være den eneste feature i LAB-serien, for så ville skoen blive alt for blød og ustabil. Derfor udviklede og implementerede vi flere teknologier, der nu – i kombination med skummet – gør, at vi står med en sko, der har en pasform, blødhed og stabilitet, som markedet ikke har set før, siger Charlotte Winum. Hun uddyber:
– Vi laver ikke sådan en sko bare for at kunne sige, at vi har implementeret en masse teknologier. Vi har udviklet skoen med det formål, at den har en reel funktion. Og vi ved, at kombinationen af teknologierne har en positiv effekt, da flere håndværkere uopfordret har henvendt sig med den feedback, at de kan holde ud at have skoene på hele dagen og oplever mindre træthed. Det gør os virkelig stolte, at vi har ramt et klart markedsbehov, som gør en forskel for brugerne.
Kilde: Sika Footwear