Med målet om at få facaderenovering op i tempo udvikler samfundspartnerskabet Rebus nye produkter og værktøjer. Her er samarbejdet mellem arkitekt og materialeproducent afgørende, mener folkene bag.
Digitalisering har åbnet op for nogle helt nye muligheder, hvor industriel produktion kommer meget tættere på både rådgivningsopgaverne og byggeprojekterne. Det kan løse en række af de udfordringer, som vi ser på renoveringsområdet i dag og sætte gang i flere renoveringer med bedre resultater – og reducere CO2-udslippet væsentligt. Men det kræver nye typer samarbejder mellem materialeproducent og arkitekt.
Det forklarer kommerciel direktør i materialekoncernen
Saint-Gobain, Klavs Eske. Han er ikke i tvivl: Mass-customization af facader er en central del af løsningen.
– Vi står overfor et udtalt behov for langt flere fleksible løsninger, der kan bidrage til optimeret performance og minimere spild. For at kunne indfri de behov, er industrielle processer essentielle. Og her er mass-customization en vigtig brik.
Fremtidens komplekse krav vil ifølge Klavs Eske medføre en række muligheder for virksomheder, der kan levere mere end de gængse standardvarer.
Mass-customization, eller massetilpasning på dansk, er en fremstillingsteknik, der giver skræddersyede produkter til samme lave omkostninger, som traditionelt forbindes med masseproduktion. Kunsten er at opnå stor designfrihed og høj performance med de samme lave omkostninger som masseproducerede varer.
Derfor samarbejder Saint-Gobain med arkitektvirksomheden Henning Larsen om et nyt facadeprodukt og et tilhørende designværktøj – en såkaldt konfigurator. Samarbejdet er en del af det større Rebus-partnerskab, hvor kompetencer fra alle byggeriets parter bringes i spil.
Mere performance
Ifølge Signe Kongebro, partner i arkitektvirksomheden Henning Larsen, forventer bygherrer i stigende grad produkter, der kan tilpasses det konkrete projekt:
– Facader skal løse meget i dag, men budgettet er det samme. Vores kunder forventer performance i forhold til varmetab, ventilation, dagslys og æstetik. Vi skal derfor ikke tale om en one size fits all-model, men snarere en fleksibel løsning, der passer til specifikke behov. Her giver industrialisering og den digitale udvikling nogle unikke muligheder, siger Signe Kongebro.
Massetilpasning er tæt knyttet til en konfigurator, som er en brugerflade til kunder, som er analog til måden, mange selv sammensætter og køber for eksempel biler og køkkener i dag. Derfor skeler arkitekterne netop til andre industrier i udviklingen:
– Når bilfabrikanterne designer deres konfiguratorer, så er alle kombinationsmuligheder afprøvet, så bilen fremstår som en helhed, uanset hvilken kombination du vælger. Som arkitekter kan og skal vi ikke bare lave en konfigurator, der kan levere hvad som helst, vi skal netop skabe et katalog af ”varer på hylderne”, der er designmæssigt og performancemæssigt gennemtænkt, siger Signe Kongebro.