En 2,4 km lang tunnel fra F.L. Smidth-området i Valby og under Grønttorvet, Valby Idrætspark og Valbyparken til Musikbyen i Sydhavnen, skal lede vandet væk fra de berørte områder, når regnen siler ned.
Røret, der får en indvendig diameter på 3,4 meter, kan i sig selv indeholde ca. 30.000 kubikmeter vand, hvilket er en mængde, der svarer til at fylde den 3 km lange Valby Langgade med 1 meter vand.
Arbejdet begynder alle denne sommer, og skal efter planen stå færdig i 2028.
Bag projektet står Hofor og Frederiksberg Forsyning. De to selskaber har valgt partnerskabet MT Højgaard Danmark og Eiffage Infra-Spezialtiefbau som hovedentreprenør.
– En tunnel som den, vi her skal anlægge, får stor betydning for byens borgerne og brugere, især folk på Frederiksberg og i Valby. Den beskytter værdier og skaber øget tryghed, fordi den er med til at gøre områderne mere robuste over for skybrud og massiv regn, siger Lone Loklindt, der er formand for bestyrelsen i Frederiksberg Forsyning og medunderskriver på kontrakten.
Egentlig bliver den primære funktion at fungere som et underjordisk bassin, der kan opbevare store mængder overløbsvand fra kloaksystemet, indtil vandet kan pumpes til renseanlægget.
I ekstreme nedbørstilfælde kan vandet også ledes direkte ud i Kalveboderne via udløbspunkter i Gåsebækrenden og Enghave Kanal. Udledninger vil kun ske meget sjældent og for at undgå, at det samme vand presser sig op i gaderne og skaber oversvømmelse.
Kontrakten lyder på 490 mio. kr., og opgaven er at bore tunnelen hele vejen fra Valby til Sydhavnen. Partnerskabet skal også lave tilslutninger til kloaksystemet flere steder og bygge en pumpestation ved Enghave Kanal.
Kilde: Hofor
Den