Et nyt digitalt format skal give SBi-anvisninger nyt liv. Det nye fleksible format gør det muligt at tilføje flere elementer til anvisningerne løbende, som fx tegninger, animationer og videoer, såvel som henvisning til andre kilder og publikationer.
På sigt giver det også muligheden at integrere AI-løsninger og API-løsninger til andre programmer. Allerede nu tilpasser det nye format indholdet automatisk til både telefon, tablet og computer, men derudover er indholdet i anvisningerne det samme som altid.
Siden 1948 har SBi-anvisninger taget udgangspunkt i den fysiske bog. Selv på Anvisninger.dk har publikationerne være opbygget som bøger, og derfor beholdt de samme begrænsninger. Med det nye fleksible format er SBi-anvisningerne opbygget som hjemmesider, som kan udvikles og forbedres løbende.
– Vi har skabt et helt nyt digitalt fundament for anvisningerne. En ny struktur, som både er modulær og skalerbar, som gør det muligt udvikle, optimere og innovere hurtigt. Som et hus bygget af legoklodser, hvor vi hele tiden kan tilføje, fjerne og justere efter behov og ønsker fra brugerne”, fortæller Kristoffer Soelberg, leder af Innovation og Impact på BUILD
Formålet med anvisningerne er at højne kvaliteten i dansk byggeri og samtidig nedbringe antallet af fejl, unødvendigt ressourceforbrug og derved reducere CO2-udledningen. Det kræver nytænkning, hvis SBi-anvisninger skal have en effekt på netop det.
Omfanget af fejl, mangler og svigt i byggeriet er nemlig ikke blevet reduceret væsentligt over de seneste 15 år og fører stadig til store mængder spild. Det er både dyrt og fører til øget udledning af drivhusgasser, når fejlene og manglerne skal udbedres.
– En nylig analyse bekræfter vores opfattelse af at SBi-anvisninger er kendt og bredt anvendt i byggebranchen. Alligevel kan vi se på vores egne data, at vi skal meget længere ud i branchen for give endnu mere effekt. Og potentialet er stort, siger Kristoffer Soelberg og fortsætter:
– Vores formål er klart, og vi står på et solidt vidensgrundlag, da SBi-anvisningerne er produceret af forskere med udgangspunkt i uvildig forskning eller erfaringsbaseret viden. Derfor vores mission at komme ud til endnu flere i byggebranchen, samt at forbedre SBi-anvisningerne som produkt og optimere produktionshastigheden. Behovet for uvildig viden vokser i takt med at byggeriet bliver mere komplekst – ikke mindst pga. den grønne omstilling. Derfor skal vi følge med.
Anvisninger.dk starter med lanceringen af de 25 mest populære anvisninger i det nye format. Herefter vil anvisningerne løbende blive lanceret lidt ad gangen. Anvisningerne bliver fortsat trykt og udgivet som fysiske bøger i samarbejde med Akademisk Forlag.
De mere her
Kilde: Aalborg Universitet