Danmark skal udbygge mængden af havvind, men udbygningen skal ikke som sådan være et mål i sig selv, mener tænketanken Cepos.
I stedet skal udbygningen af havvind optimeres, så den ikke blot understøtter den grønne omstilling, men også bliver en økonomisk gevinst for samfundet, påpeges det i en analyse fra Cepos.
– Vi skal sikre, at udbygningen sker under hensigtsmæssige økonomiske rammer. Staten bør ikke være medejer af havvindsprojekter eller yde unødvendig støtte. Det vil nemlig være skatteyderne eller elkunderne, der ender med regningen. Betalingen til staten bør udelukkende bestå i bortauktionering af retten til at bruge havarealerne til at stille møller op, siger Otto Brøns-Petersen, analysechef i Cepos og fortsætter:
– Vi har en enestående mulighed for at sikre en omkostningseffektiv grøn omstilling ved at lade markedskræfterne råde. Vindudbygningen skal drives af markedsaktørernes efterspørgsel og ikke af politiske ønsker om kapacitet, understreger han.
Cepos anbefaler følgende for en optimal udbygning af havvind:
Markedets interesse bør drive hastigheden for udbygningen
Staten bør bortauktionere retten til at anvende et havareal
Staten bør ikke være medejer på havvindsprojekter
Infrastrukturen bør reguleres
Uanset ejerskabet bør tariffer fastsættes kostægte og afspejle belastning af infrastrukturen.
Kilde: Cepos