Med 25 ladeparker, der vil rumme i alt 175 ladepunkter, sætter forligskredsen bag Infrastrukturaftale 2035 for alvor fart på udbygningen af ladenettet til den tunge trafik.
Udover forligskredsens 313 mio kr. har regeringen allerede afsat 370 mio. kr. til samme formål.
Ladenettet skal opbygges langt hovedvejnettet, og man vil derfor kunne opfylde EU-kravet om, at der maksimalt må være 60 km mellem lademulighederne på netop hovedvejnettet.
Langt den største del af fremtidens ladebehov vil blive dækket af depotladning i den enkelte virksomhed. Ladeparkerne er derfor placeret, hvor behovet er størst og trafikstrømme samles.
De første fem ladeparker skal åbne allerede i 2025 og placeres langs større motorveje i området omkring Randers, Herning, Vejle, Padborg og Køge. Endvidere åbner Sund & Bælt i 2025 en ladepark ved Nyborg. De øvrige 20 ladeparker vil løbende blive åbnet frem mod 2030.
Etableringen af ladeparkerne vil ske ved statslige udbud, hvor private virksomheder kan afgive tilbud på anlæg af ladeparker i konkurrence på markedsvilkår. Vejdirektoratet er allerede i gang med planlægningen af de første fem ladeparker, der bl.a. indebærer en markedsdialog, der skal danne grundlag for en udbudsstrategi.
Kilde: Transportministeriet