
I et forsøg på at komme social dumping til livs, er Arbejdstilsynets værktøjskasse blevet udvidet med en pæn stor hammer – det såkaldte entreprenørstop.
Konkret betyder de nye beføjelser, at tilsynet kan lukke ned for arbejdet for både entreprenører og underentreprenører, hvis flere virksomheder igen og igen begår alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøreglerne.
– Vi vil ikke acceptere, at arbejdsgivere groft tilsidesætter arbejdsmiljøet, udsætter mennesker for fare under arbejdet eller på anden måde tilbyder uacceptable forhold. Social dumping er et angreb på den model, der har gjort vores samfund og vores arbejdsmarked stærkt og sikkert gennem mange år. Det skaber en usund og unfair konkurrence, når virksomheder underbyder, fordi de ikke følger reglerne. Det går udover det store flertal af virksomheder, som følger de danske spilleregler, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen.
Entreprenørstoppet er et af tiltagene fra maj måned sidste år, hvor regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet indgik en aftale om at begrænse social dumping på danske arbejdspladser.
Kilde: Beskæftigelsesministeriet