Den 30. maj 1964 så den norske ventilationsentreprenør GK for første gang dagens lys – en virksomhed, der siden er blevet til en af Skandinaviens største tekniske entreprenører inden for indeklima. Koncernen beskæftiger i dag flere end 4.000 medarbejdere og omsætter for omkring seks milliarder norske kroner.
Nu fejrer teknikinstallatøren sit 60-års jubilæum med intern fejring af medarbejderne samt udgivelse af en bog om rejsen fra lille entreprenør til central aktør i byggebranchen ikke bare i Norge, men i hele Norden.
– Et kinesisk ordsprog siger, at det ikke er nogen kunst at starte en butik. Kunsten er at holde den åben. Og det er jo rigtigt. Det er ikke mange virksomheder, der kan fejre 60 års jubilæum – endda som familieejet koncern. Jubilæet er en utrolig vigtig milepæl, som vi fejrer med forskellige aktiviteter hen over året, fortæller adm. direktør Jørgen L. Christensen fra GK Danmark.
GK-koncernens størrelse i markedet er en kombination af organisk vækst og opkøb af flere end 90 små og store opkøb over hele Skandinavien. I dag er GK repræsenteret på 48 lokationer i Norge, 28 i Sverige og otte i Danmark.
– Det er imponerende at være del af en familieejet virksomhed i den størrelse. Men væksten og resultaterne er jo ikke kommet af sig selv! De kommer af flid, godt håndværk og ikke mindst stærke værdier, som gennemsyrer vores kultur og DNA. Gennem massive investeringer i innovation og udvikling har GK-koncernen store ambitioner om også i de kommende 60 år at være førstevalget for kunder og partnere, der søger en professionel samarbejdspartner inden for tekniske entrepriser og fokus på den grønne omstilling, understreger Jørgen L. Christensen.
I 2005 blev danske Ventilationsgruppen, med hovedsæde i Odense og afdelinger i Jylland samt på Fyn og Sjælland, en del af GK Gruppen. Gennem de seneste 20 år har virksomheden udvidet sine forretningsområder til ud over ventilation også at omfatte fagområderne køling, VVS og bygningsautomation. I 2010 skiftede Ventilationsgruppen navn til GK Danmark A/S.
Vækstrejsen er dokumenteret gennem udgivelsen af en bog, der er skrevet af historikeren Harald Utter.
Kilde: GK