Region Hovedstaden vil stable et mobil laboratorie på benene. Det skal så at sige være første step i kampen mod forurenet grundvand.
Idéen er, at laboratoriet kan sendes ud på lokaliteter med forurening, og her udføre test direkte. Her er umiddelbart adgang til testmateriale i form af vand og jord. Man slipper dermed for at transportere det.
Man kan ydermere hurtigt foretage ændringer i testene, ligesom der kan suppleres med flere tests. Det mobile laboratorie er udstyret med målesensorer og elektronisk overvågning, hvorfor udviklingen i testene kan følges hjemme fra skrivebordet.
Slipper for tur til USA
For at finde de bedste metoder til at rense grundvandet tester man forskellige kemiske forbindelser. Der er tale om de såkaldte reaktanter. De kan nedbryde forureningen på de specifikke lokaliteter.
Tidligere er disse tests ofte blevet udført i laboratorier i USA. Det er både dyrt, tidskrævende og langt fra bæredygtigt at sende forurenet jord og vand hele vejen over Atlanten.
Derfor skal Region Hovedstaden nu, i samarbejde med DTU være i stand til at udføre de test selv. Det vil spare både penge og tid samt reducere den miljøbelastning, der er forbundet med at transportere jord- og vandprøver verden rundt.
Målrettet udvikling
Udviklingen af det mobile laboratorie er den naturlige udvikling af en række projekter, som regionen har haft siden 2018. Her har været afsat 5 mio. kr.
Pengene til den nye løsning er blevet afsat i budgetforliget for 2024-2025, hvor regionen har prioriteret indsatsen for at sikre fremtidens drikkevand.
– Med et mobilt laboratorie får vi mulighed for at skræddersy vores tests til de specifikke forureninger og sikre, at vi bruger de mest effektive metoder til oprensningen, forklarer chefkonsulent i Region Hovedstaden, Henriette Kerrn-Jespersen.
Udover de rent praktiske fordele vil laboratoriet også styrke regionens samarbejde med DTU og give regionens medarbejdere og rådgivere nye kompetencer. Desuden er det planen, at de andre regioner i Danmark også kan få glæde af det mobile laboratorie, og studerende fra DTU kan bruge det i deres forskning.
De 2 millioner kroner, der er afsat i Region Hovedstadens budgetforlig til projektet, skal dække design og indretning af det mobile laboratorie samt uddannelse af personale. Projektet vil blive startet op og forventes fuldt implementeret i starten af 2026.
Kilde: Region Hovedstaden