Der er vel ikke mange danskere, som ikke kender den klassiske gule kile fra Knudsen Kilen. For selvom den er udviklet til opklodsning af terrasser og strøgulve, er den praktiske kile i årenes løb blevet anvendt til alt muligt.
Indtil nu har kilen og andre nivelleringsprodukter fra virksomheden, været produceret af virgint plast, men det er slut nu. For fremtiden vil produkterne været af industriel genvunden LD-PE-plast fra fødevareindustrien.
Ved at benytte genvunden plast til gulvopklodsningssystemerne reducerer Knudsen Kilen CO2-aftrykket med 75 procent i forhold til et tilsvarende produkt af nyt råvaregranulat. Det svarer til en reduktion på 468 kilo CO2 pr. 100 m2 gulv.
– Som produktionsvirksomhed til byggebranchen har vi en særlig forpligtelse til at arbejde mod bedre og mindre miljøbelastende byggeløsninger. Derfor søger vi altid nye måder at optimere og energisikre vores produktion og sortiment på for at nedbringe energiforbrug og miljøpåvirkninger samtidig med, at vi fastholder vores kunders konkurrencedygtighed, siger Henrik Lund, der er salgs- og marketingchef hos Knudsen Kilen.
Materialeskiftet har længe været ønsket i produktionshallerne i Frederiksværk, hvor Knudsen Kilen holder til. Det er dog først nu, at man har kunne sikre et ensartet og dokumenterbart erstatningsmateriale, som lever op til virksomhedens kvalitetskrav.
– Lang levetid og høj kvalitet er essentielt for vores produkter. Vi kan ikke tillade os at gå på kompromis med disse egenskaber, og det er vigtigt, at vi kan levere den samme kvalitet til vores kunder hver gang. Det er grunden til, at vi har benyttet ny plast indtil nu, da det længe var umuligt at skaffe genvunden plast i god dokumenterbar kvalitet og i de mængder, vi har behov for, fortæller Henrik Lund og tilføjer:
– Vores nivelleringssystemer produceres af Knudsen Plast, som også leverer komponenter til medicoindustrien. Vi har derfor altid tårnhøje krav til råvarematerialernes kvalitet i alt hvad vi laver. Med det nye granulat har vi sikret os, at sammensætningen af materialet er ens ved hver eneste levering. Hertil har vi gennemført en lang række kvalitets- og ældningstest, som viser, at vi fortsat kan dokumentere samme gode egenskaber og en lang levetid på mere end 75 år på alle vores produkter, uden at de bliver dyrere for forbrugerne, siger Henrik Lund.
Henrik Lund fortæller desuden, at virksomheden inden længe kan præsentere miljøvaredeklarationer, EPD’er, på alle deres gulvopklodsningsprodukter. SWECO står for udarbejdelsen af EPD’erne, som er essentielle for at kunne opnå DGNB-certificering af et byggeprojekt.