På ti år har filterproducenten Danfilter trukket sin produktion tilbage til Danmark, investeret massivt i nyt materiel og omlagt sin strategi. Virksomheden modtager nu fjerde gazelle i træk, og kan derved bryste sig af titlen som marathongazelle.
I 2021 var der under ti virksomheder i Danmark i kategorien ”Fremstilling”, der modtog en marathongazelle. Så SMV’en fra Farum er kommet i eksklusivt selskab.
Vores mål for Danfilter og Filterhuset.dk er at gøre det så nemt og lettilgængeligt som muligt for både private og virksomheder at købe sine filtre. Derfor er vi utroligt glade og stolte af at modtage endnu en Gazellepris, som tegn på, at vores strategi virker. Danfilter er på en konstant vækst- og forbedringsrejse, og jeg kan takke mine dygtige og hårdtarbejdende medarbejdere for at gøre det muligt, siger Henrik Friis, CEO i Danfilter.
Virksomhedens succes har afsæt i især tre vigtige beslutninger, hvoraf tilbagetrækningen af hovedparten af produktionen til Danmark og oprettelsen af webshoppen Filterhuset.dk i 2012, har sat varige positive spor, da man revurderede salgskanalerne og samtidig valgte at udvikle og producere filtre på egen fabrik.
Det har krævet millioninvesteringer at indkøbe nyt materiel og omdanne produktionen til vores eget mærke. Investeringerne har virkelig betalt sig, for i dag kan vi se, hvor monumental egenproduktionen har været for vores udvikling og den succes, vi har opnået. Der er bare større tiltro til filtre produceret i Danmark, fortæller Henrik Friis.
Den tredje vigtige ændring i strategien blev rullet ud, da landet lukkede ned under COVID-19-epidemien og hele BTB-segmentet med ét forsvandt. Ledelsen skulle tænke hurtigt, og hvor virksomhedens BTB- og BTC-aktiviteter før var cirka lige fordelt, blev indsatsen nu rykket langt mere over mod det private marked gennem webshop- og onlineportalen Filterhuset, som også blev lanceret i norske og svenske udgaver.
Beslutningen og den efterfølgende målrettede marketingindsats gjorde, at Filterhuset.dk i dag er markedsledende i Danmark.
Vi har gennem de sidste år i den grad fået øjnene op for effekten af informations- og vidensdeling, og vi er gået fra ”blot” at være producent til at være en pålidelig forhandler for kunderne, der kan svare på spørgsmål om for eksempel hvordan luftforurening og pollen påvirker deres hverdag. Det er lykkedes os at få kunderne med på vores glæde for filtre og det gode indeklima, og det belønner de ved at vende tilbage igen og igen, siger Henrik Friis.