Borgerne i Stevnstrup får nu varme direkte fra kraftvarmeværket på Randers Havn, efter Verdo har indviet den nye hovedledning, der forbinder Stevnstrup med resten af varmenettet i Randers.
Hovedledningen strækker sig over 9,8 km fra kraftvarmeværket på Randers Havn til Stevnstrup, og kan levere op til 5 MW varme, hvilket er nok til at forsyne omkring 1.100 husstande.
Undervejs, er der opført to pumpestationer, som er med til at sikre, at fjernvarmevandet når hele vejen frem til Stevnstrup, så alle tilsluttede husstande og virksomheder får varmen.
I dag er der 815 husstande i Stevnstrup, som kan konverteres fra gas. Heraf har 504 af dem allerede tilkendegivet, at de gerne vil tilslutte sig fjernvarmen. Verdo er i fuld gang med tilslutningerne, og indtil videre er de første 64 husstande blevet tilsluttet.
Med konverteringen af de tilmeldte husstande fra gas til fjernvarme estimerer Verdo, at der vil være en årlig C02-reduktion på 2.300 tons CO2.
Arbejdet med at etablere hovedlinjen til Stevnstrup har stået på siden 2022.
Kilde: Verdo