KE Fibertec AS i Vejen, der producerer tekstilkanaler til fordeling af luft til alle typer bygninger, kom ud af 2019 med et fantastisk resultat på godt 24 millioner danske kroner i overskud før skat. En fremgang på 35 procent. Bruttofortjenesten gik frem til 65,2 millioner fra 58,3 millioner i forhold til 2018.
– KE Fibertec AS oplyser af konkurrencehensyn ikke omsætningstal, men fremgangen i bruttofortjenesten dækker over en flot vækst i omsætningen, som vi er lykkedes med at absorbere uden at øge omkostningerne mærkbart, udtaler administrerende direktør Carsten Jespersen.
– Vi er utrolig stolte over, at vi nu har lavet fire rekordresultater målt over de seneste fem regnskabsår. Det vidner om, at vi har skabt et sundt fundament gennem langsigtet udvikling af virksomheden. Den robusthed, vi har opbygget, er vi meget taknemlige for, specielt nu hvor hele verdensmarkedet har ændret sig i takt med udbredelsen af covid-19, fortsætter Carsten Jespersen.
Svær tid
– Det er en svær tid lige nu for alle, ikke mindst for de familier, der på det personlige plan er ramt af covid-19, men det bliver det også efterfølgende, når samfundet engang åbner op igen. Vi er leverandør til byggebranchen og historisk set har byggebranchen altid været i orkanens øje, når der har været internationale kriser og efterfølgende lavkonjunktur.
– Vores forventninger til 2020 er derfor meget blandede. Vil covid-19 krisen blive langvarig og komme til at stikke lige så dybt som finanskrisen i 2008-2009, eller sker der en gradvis normalisering efter sommerferien? Vi ved det ikke, men uanset hvad, så er det nu, vores forretningsmodel skal stå sin prøve, fortsætter Carsten Jespersen.
– Derfor har vi også valgt at fortsætte de projekter, vi allerede har søsat, for at sikre den fremtidige udvikling. Blandt andet søger vi i øjeblikket en ny salgschef til at udvikle vores tyske datterselskab. Det er vores filosofi, at der altid opstår nye muligheder i et marked i forandring. De muligheder skal vi forfølge uden at være naive, for bliver krisen langvarig og udviklingen dårligere end forventet, vil vi selvfølgelig løbende tilpasse os, slutter Carsten Jespersen.