Måske er der en enkelt vej til at komme af med de problematiske PFAS-stoffer. Biofos har som det første renseanlæg i Danmark udført en måling af PFAS i røggassen fra slamforbrændingsanlægget – og her kunne man ikke påvise stofferne.
Forsøget blev foretaget ved forbrænding af forskelligt slam. Biofos brændte både eget slam fra Renseanlæg Avedøre med et relativt lavt indhold af PFAS og dagen efter slam fra en anden forsyning med et højere indhold af PFAS.
For begge typer slam blev der ved forbrænding ikke påvist PFAS i røggasserne og heller ikke i flyveasken. Af resultatet tolker vi, at vores fluid-bed slamforbrænding faktisk nedbryder PFAS under de forhold, der er i ovnen, siger John Buur Christiansen, adm. direktør i Biofos.
De positive resultater giver en spæd optimisme i forhold til, at man kan dæmme op for noget af spredningen af PFAS. Men det er en optimisme med mange forbehold. For der er mange forhold omkring PFAS, man endnu ikke ved nok om. Manglende viden og det faktum at, PFAS er en stor og kompleks stofgruppe gør, at løsningerne ikke ligger lige for.
Der er dog behov for mere samarbejder med myndigheder, forskere og andre med aktier i problemerne og løsningerne.
I Biofos vil man gerne arbejde videre med håndteringen af PFAS i spildevandsslam. Gennem forbrænding kan dette være en del af løsning på den samfundsmæssige udfordring. Men som lovgivningen er nu, kan de ikke i tilstrækkelig grad gøre dette, da man ikke kan udnytte deres forbrændingskapacitet ved at modtage slam fra andre forsyninger.
Forbrændingsanlæg bruger forskellige metoder til forbrænding af slam, og der er sikkert også forskel på hvor høje temperaturer der opnås i processen. Biofos er lige nu de eneste i Danmark, som bruger fluid-bed forbrænding af slam.
Kilde: Biofos