Kældre er både en fordel og en ulempe, viser en ny undersøgelse foretaget af Boligsiden. Flere og flere købere, der er på boligjagt, frygter for oversvømmelse, og fravælger af samme årsag boliger med kældre.
Omvendt viser salgspriserne, at det langtfra er alle, der kigger på kælderen som en udfordring – den rummer også en masse muligheder, hvilket giver sig udslag i, at boliger med kælder har en kvadratmeterpris, der er over 15 procent højere end boliger uden.
– Vi har efterhånden kørt denne undersøgelse mange gange, og hvis vejret har budt på meget regn i den periode, hvor undersøgelsen har kørt, så er der som regel også flere, der svarer, at de er bekymret for oversvømmelser. Derfor overrasker det ikke, at vi i den seneste udgave af undersøgelsen ser, at flere er frygter vandskader, hvis det hus, de kigger på, har kælder, nu hvor vi desværre har haft en ekstraordinær våd sommer i Danmark i år, siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Der er udsigten til en række kælderkvadratmeter, der er væsentligt billigere i pris, end resten af boligen, der trækker op, og en kælder er da heller ikke automatisk lig med vandproblemer.
– Det er værd at undersøge, om det overhovedet er en reel bekymring, for lige præcis det hus, man kigger på. Derudover skal man også huske, at der findes gode muligheder for at sikre kældre mod oversvømmelse, og at de muligheder løbende bliver bedre og bedre, påpeger hun.
Kilde: Boligsiden