
JV Ventilation, der er stiftet og ejet af Johan Vieth, er blevet belønnet med Årets Digitale SMV:Omstilling. Det skete ved Dansk Erhvervs digitaliseringspolitiske topmøde.
Virksomheden ligger ved Roskilde. HVAC Magasinet har tidligere været på besøg hos virksomheden, der er fuldt ud digital.
Baggrunden for prisen er netop deres implementering af de digitale muligheder.
Augmented Reality (AR) har øget virksomhedens antal af vundne udbud betydeligt, ligesom teknologien betyder, at den kan få nye og mindre erfarne medarbejdere til at løse komplicerede opgaver, mens mere erfarne håndværkere bedre kan dele deres viden og erfaringer.
– Stort tillykke med prisen til JV Ventilation. Ved hjælp af AR har I på imponerende vis øget antallet af vundne udbud med 62 procent. Jeres omstilling viser, at digitalisering ikke kun er godt for bundlinjen, men også er med til at fastholde erfaren arbejdskraft i en nedslidende branche. Alle tre finalister er forbilledlige eksempler på, at det betaler sig at investere i digital omstilling og udfordre de klassiske arbejdsgange. Jeg håber, at endnu flere SMV’er vil lade sig inspirere og give sig i kast med digitale løsninger, lyder det fra digitaliseringsminister Caroline Stage.
Formanden for rådet for SMV:Digital, Peter Rosenkrands, fortæller om motivationen for udvælgelsen af vinderen:
– JV Ventilation vinder prisen, fordi de er et fremragende eksempel på, hvordan digitalisering ikke kun hjælper med at øge effektiviteten og konkurrenceevnen, men også er afgørende for at fastholde og tiltrække ældre medarbejdere og herved imødekomme arbejdskraftmanglen inden for håndværkerfag. Samtidig har virksomheden formået at skabe omstilling i en branche, der historisk har vist sig svær at få med på den digitale bølge.
Prisen for Årets Digitale SMV:Omstilling gives til de små og mellemstore virksomheder, som har taget den digitale omstilling til sig. Finalefeltet i år bestod af tre virksomheder, som på hver sin måde har gennemført en omfangsrig digital omstilling med inspirerende resultater til følge: Cafeu Danmark ApS, JV Ventilation ApS og Kastrup Gulve ApS.
Alle tre virksomheder har med deres digitale omstilling udfordret de klassiske arbejdsgange inden for deres brancher og herved opnået øget effektivitet og vækst, reduktioner i deres CO2-aftryk og bedre arbejdsforhold.
Læs HVACs artikel om JV Ventilation her
Kilde: Digitaliseringsministeriet