Nordisk Råds miljøpris går til Arnhildur Pálmadóttir fra Island for sine tværfaglige interesser og sit fokus på reduktion af udledning af CO2 og øget genbrug i byggeindustrien.
Juryens motivering lyder som følger:
Arnhildur Pálmadóttir er en alsidig specialist med en passion for at inspirere til ændringer inden for byplanlægning, arkitektur og konstruktion af bygninger.
I sit arbejde som arkitekt deltager Pálmadóttir i alle faser af byggeprojekterne, for eksempel byplanlægning, design og selve byggeprocessen. Med sine alsidige interesser og evner er hun en katalysator for ændringer, og hun finder bæredygtige løsninger til en industri, som er ansvarlig for cirka 40 % af den globale udledning af CO2.
Hendes projekter, uanset om der er tale om om enkelte huse eller byplanlægning, har et stærkt fokus på anvendelse af bæredygtige materialer, genbrug af materialer, reduktion af energi- og ressourceforbrug, klimaneutrale løsninger og en mere bæredygtig livsstil for eksempel ved at muliggøre brug af offentlig transport, deleøkonomi med mere.
Ud over at lede sin egen virksomhed, s.ap-arkitektar, er hun for nylig blevet udnævnt til leder af den islandske afdeling af den danske arkitekt- og innovationsvirksomhed, Lendager, som er specialiseret i bæredygtighed og cirkulært byggeri.
Ved siden af sit arbejde som udøvende arkitekt har Pálmadóttir også et akademisk og offentlig engagement, for eksempel i designafdelingen ved Islands kunstakademi. Hun har skrevet artikler og tekster om innovation, teknologi og bæredygtighed inden for design og byggeri og er en populær forelæser på dette område.
Pálmadóttir undersøger i øjeblikket muligheden for at styre aktive lavastrømme ind i forme med henblik på at skabe bygninger. Hun vil præsentere sit arbejde på dette felt ved den 19. arkitekturbiennale i Venedig i 2025, og hun bliver den første islandske repræsentant i denne sammenhæng.
Kilde: Nordisk Råd