Det er en boremaskine ud over det sædvanlige, som nu nu i gang med at bore anden halvdel af Kalvebod Brygge Skybrudstunnel, som skal holde det østlige Frederiksberg og Vesterbro fri for oversvømmelser ved skybrud.
Ikke bare er den underjordiske boremaskine en ordentlig matrone – hun har skam også et navn.
“Jeg døber dig Sigrid”, lød ordene fra viceprojektleder Mariela Velanova-Petersen fra Hofor, som havde æren af at navngive den kæmpe boremaskine, som de næste tre måneder skal bore sig 702 meter gennem undergrunden fra Kalvebod Brygge og frem til Halmtorvet I København.
Det sker som led i byggeriet af den 1,3 kilometer lange Kalvebod Brygge Skybrudstunnel, der udgør en central del af skybrudssikringen af det østlige Frederiksberg og Vesterbro.
Dåben fandt sted på kanten af en enorm boreskakt på Kalvebod Brygge og blev ledsaget af klapsalver fra projektfolk fra entreprenørerne NCC og SMET samt bygherrerne Frederiksberg Forsyning og Hofor, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, samt rådgivere fra Niras.
At maskinen har fået navnet “Sigrid”, er ikke en tilfældighed.
– Hofor har gennem flere år benyttet sig af kvindenavne fra vikingetiden til vores tunnelboremaskiner, og navnet Sigrid betyder “sejrende skønhed”, så det er et navn, der passer godt til opgaven, siger administrerende direktør Henrik Plougmann Olsen fra Hofor.
Med en diameter på 3,6 meter og en kampvægt på 110 tons har Sigrid sin egen rustikke skønhed og afgjort også styrken til at sejre på sin krævende rejse frem mod Halmtorvet. Rejsens vigtighed for både København og Frederiksberg afspejlede sig i talerne på dåbsdagen.
Den 110 ton tunge maskine og en masse hjælpeudstyr er ankommet fra Belgien med lastbil og er blevet hejst ned i jorden og rigget til på byggepladsen ved Kalvebod Brygge 45. Ifølge planen skal Sigrid nu bore sig ca. 8 meter frem om dagen mod Halmtorvet, hvor hun hejses op til april.
Kalvebod Brygge Skybrudstunnel er en meget vigtig brik i de flere hundrede løsninger, som skal sikre Frederiksberg og København mod oversvømmelser som følge af skybrud og kraftig regn. Tunnelen bliver op til 3 meter i diameter og kan i sig selv opbevare 10.000 kubikmeter vand, hvilket svarer til tre gange Rundetårn fyldt med vand.
I meget kraftige skybrudstilfælde kan en pumpestation ved Kalvebod Brygge pumpe vandet op fra tunnelen og ud i havnen med en hastighed på 20 kubikmeter vand i sekundet.
– Vi håber at kunne invitere naboer og andre interesserede på besøg i tunnelen, inden den tages i brug i 2026, så man kan få sig en oplevelse af dimensionerne helt tæt på, siger Henrik Plougmann Olsen.
Kilde: Hofor