Kun et halvandet år efter lanceringen af Dalux Field SiteWalk til at dokumentere fremskridt på byggepladser, bruges det allerede i 30 lande og over hundrede byggepladser i Danmark. Løsningen er en af årsagerne til Dalux’ vilde vækst det seneste år, der gør Dalux til både Europas største BIM-virksomhed og nu også en af Danmarks største Software-as-a-Service-virksomheder.
En rundtur på byggepladsen med et hjelmmonteret 360-graders kamera, der leverer billeder ind i software fra den danske BIM-virksomhed Dalux, er hurtigt blevet den nye normal for at dokumentere fremskridt og status på byggerier.
Udover Dalux’ hovedprodukt, der er mobilvisning af 3D-tegninger, er den lidt over et år gamle Dalux Field SiteWalk-løsning en af de store drivkræfter bag seneste års vækst hos Dalux, der netop har offentliggjort et regnskab, der viser knap 60 procents vækst – som også er gennemsnitsvæksten for Dalux de sidste ni år i træk.
Det skaber effektivisering af byggerier, fordi fejl og mangler kan udbedres før de bliver til diskussioner og uenigheder. Det er så værdifuldt for alle parter i et byggeri, at det har bredt sig til 30 lande hvor de fleste er i Europa.
Det betyder, at Dalux, der allerede sidste år kunne kalde sig den største BIM-virksomhed i Europa, nu også er en af de største Software-as-a-Service-virksomheder i Danmark.
– Til lanceringen sidste år spåede vi stor efterspørgsel på Dalux Field SiteWalk som et need-to-have i branchen, og vi kan nu konstatere at det bruges på tværs af vores kunder i hele Europa, siger Torben Dalgaard, der er CEO i Dalux.
– Det seneste års vækst betyder, at vi er gået fra at være en dansk virksomhed med eksport, til at vi nu er ‘truly European’. Fx er England, Tyskland og Polen virkelig stærke markeder, og vi har markant tilstedeværelse i alle de større europæiske lande, siger han.
Den hurtige og klare billeddokumentation, der kan deles mellem parterne på et byggeri, eliminerer diskussioner om ansvaret for fejl, som så kan udbedres hurtigere, og dermed hæves kvaliteten af byggeriet.
Kilde: Dalux