
Handelskrigen med USA er lige på trapperne, og hvis den for alvor træder i kraft, vil det bl.a. berøre mange bilproducenter, der mere eller mindre brænder inde med deres biler.
Det kunne måske kaste lavere priser af sig på fx det danske marked, men det skal man ikke vente sig, vurderer man hos Mobility Denmark.
– Selvom verdens bileksport til USA forventes at aftage, vil bilerne ikke nødvendigvis finde til Europa med lavere priser for danske bilkøbere. Bilerne er ikke altid kompatible med vores behov og reguleringer, og bilerne er ikke elbiler, hvilket betyder, at de ikke passer ind i de politiske incitamenter og forbrugernes præferencer herhjemme, siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Faktisk kan den ende med det stik modsatte, nemlig at priserne stiger. Her er det i stedet forstyrrelser i de globale forsyningskæder, som spiller ind.
– Hvis komponenter og råvarer bliver dyrere eller sværere at få fat i, bliver bilproduktionen også dyrere. Det er en reel risiko, vi skal tage alvorligt. I Danmark mærker vi allerede konsekvenserne, når der er pres på logistik og leverancer – og en global handelskrig vil kun forstærke det, siger Mads Rørvig.
Kilde: Mobility Denmark