For nogle danskere kan det med genbrug og genanvendelse være lidt bøvlet, men genanvendelse er materialet, som bliver anvendt igen, mens det ved genbrug er selve produktet, som får en tur til hos brugerne.
Og forskellen er vigtig, for godt nok er genanvendelse af de forskellige materialer fint, men langt bedre er det dog, hvis hele produktet kan bruges igen.
Og det er netop idéen med to helt nye genbrugsanlæg – såkaldte First Treatmentanlæg – i Roskilde og Middelfart.
Det er Elretur, Danmarks største kollektive ordning, der sammen med Stena Recycling Group og HJHansen Recycling Group står bag de nye anlæg, som forventes at redde flere tusinde elektronikprodukter. Anlæggene går i fuld drift i 2024, men allerede nu er forberedelserne i fuld gang.
Anlæggene er de første af deres art, og skal arbejde sig igennem de mange tusinde tons elektronikaffald, der indleveres på genbrugspladserne i Danmark. Målet er at identificere og udsortere genbrugsegnede elektronikprodukter fra affaldsstrømmen, så de derefter kan blive repareret og sendt tilbage på markedet.
– Det nye genbrugsanlæg kommer til at løfte en vigtig opgave. En rapport udgivet for nyligt, har
netop vist, at Danmark kun er 4 % cirkulært. Vi har et af verdens højeste ressourceforbrug, og
mængden af materialer, der bliver recirkuleret i samfundet, er meget lille. Særligt inden for
elektronik påpeger rapporten et stort potentiale, og vores tilgang med anlægget gør det muligt
at sikre stordrift med genbrug og gensalg af elektronikprodukter, siger Morten Harboe Jepsen, bestyrelsesformand i Loop Electronic og Electronic Reuse & Recycling A/S samt direktør i Elretur.
Elretur er Danmarks største kollektive ordning, og har gennem de sidste knap 20 år håndteret virksomheders producentansvar på elektronik. De indsamler, registrerer og behandler de store mængder elektronikaffald, der indleveres på landets næsten 400 genbrugspladser, og har tidoblet mængden af genbrugt elektronik siden 2017. Det forventes, at de to nye genbrugsanlæg kan redde 60.000 kasserede elektronikprodukter om året.
Sammen med Stena Recycling Group står Elretur bag selskabet Loop Electronic, der varetager anlægget i
Roskilde, som skal dække Østdanmark.
– Det nye anlæg er helt unikt og vil sætte nye standarder for måden, vi behandler elektronikprodukter på i Danmark. Potentialet for genbrug og genanvendelse af værdifulde ressourcer og materialer er stort. Med genbrugsanlægget sætter vi turbo på genbrugen. Vi tager et stort skridt mod en mere cirkulær livscyklus for elektronikprodukter, og passer bedre på vores dyrebare ressourcer, siger Jakob Høy Thomsen, Produktområdechef, Stena Recycling
Group.
Electronic Reuse & Recycling A/S skal stå for det samme arbejde som Loop Electronic, blot i Vestdanmark, og det er etableret af HJHansen Recycling Group og Elretur.
– Hvis Danmarks nationale klimamål skal nås, er det afgørende, at vi bliver bedre til at genbruge og udnytte vores dyrebare ressourcer mest muligt. Det nye anlæg skal rumme en særlig procesteknologi og dets volumen vil sætte nye standarder i Europa og placere Danmark helt fremme i førergruppen inden for europæisk genbrug af elektronik og el-produkter, siger Mogens Bach Christensen, adm. direktør i HJHansen Recycling Group.
Kilde: Elretur