Bikubenfonden har forvandlet en tidligere industribygning til et moderne og bæredygtigt demokrati- og kulturhus, som nu er blevet anerkendt med titlen “Årets Bygning”. Med fokus på synlige løsninger og maksimal genanvendelse har projektet stillet høje krav til styringen af de tekniske installationer
Artiklen har været bragt i HVAC Magasinet nr. 3, 2025 og kan læses uden illustrationer herunder
(læs originalartiklen her)
Af Catrine Eisenreich, Lindskov Communication
Der stilles store krav til alle faggrupper, når et byggeri er sat i værk ud fra princippet om, at bygningen skal genanvende sig selv. Ikke desto mindre er det visionen for Bikubenfondens projekt på Thoravej 29 i Københavns Nordvestkvarter, hvor en tidligere industribygning er omdannet til et bæredygtigt center for demokrati, kunst og social innovation.
Totalentreprisen varetages af Hoffmann, mens Pihlmann Architects står bag designet. Renoveringen bygger på en helhedsorienteret tilgang til genanvendelse, hvor byggematerialer får nyt liv i selve bygningen. For eksempel omdannes udskårne betondæk fra etageadskillelser til trapper og inventar frem for at blive kasseret.
Projektet stiller særlige krav om synlige installationer, hvilket udfordrer både håndværkere og projektledere, forklarer Dennis Axel Rossing, projektchef hos GK Danmarks PMO-afdeling, der var totalteknisk entreprenør på opgaven.
– Normalt skjuler vi elledninger, rør og ventilation i vægge, gulve eller lofter. Her bliver installationerne derimod en synlig del af rummet og det æstetiske udtryk. Det kræver en høj grad af håndværksmæssig præcision, som vi er stolte af at kunne fremvise til husets kommende brugere, siger Dennis Axel Rossing.
Regionsdirektør for PMO, Kim Kruse fra GK Danmark, fortæller, at de samtidig skulle opfylde DGNB-normerne for bæredygtighed ved at genanvende så mange materialer som muligt.
– Strategien om genanvendelse og kreativitet i løsningerne forventes at give byggeriet en DGNB Guld-certificering. Det er derfor et utroligt spændende projekt at være en del af. Det rammer godt ind i vores vision om at bidrage til et mere bæredygtigt samfund – og i samme omgang vise kommende generationer, hvordan godt praksishåndværk skal leveres, fremhæver Kim Kruse.
Mange installationer genbruges
Renovering af ældre bygninger fører ofte til uventede udfordringer. Under projektet viste det sig, at det eksisterende klimaanlæg på taget ikke levede op til kommunens krav. For at sikre et bæredygtigt og effektivt ventilationssystem, der også kunne håndtere bygningens komplekse geometri, blev fire nye anlæg installeret på taget, og al eksisterende ventilation i bygningen blev udskiftet.
– Eksisterende sprinkleranlæg og radiatorer er blevet genanvendt i videst muligt omfang. En ekstern rådgiver vurderede forud for projektet, at mange af installationerne, herunder varmecentralen, stadig har en levetid på 10-20 år. Radiatorer, termostater og konvektorer blev demonteret og opbevaret til genmontering, mens håndvaske og toiletter også genbruges, forklarer Dennis Alex Rossing.
Bygningsautomatik sikrer holdbar drift
Som en central del af projektet har GK Danmark implementeret et Building Management System (BMS) i byggeriet, som integrerer de tekniske installationer som ventilation, varme og vand for at styrke energieffektiviteten og brugervenligheden.
Brugerne kan overvåge og styre installationerne via app eller computer, for eksempel til temperaturregulering eller alarmhåndtering.
– Med data og analyser fra BMS kan vi planlægge vedligeholdelse, undgå driftsstop og forlænge installationernes levetid. Systemet integrerer også eksisterende komponenter som ventiler og vandmålere for at understøtte genanvendelse og ressourceoptimering, forklarer Dennis Axel Rossing.
Projektchefen understreger, at grundig overdragelse til serviceafdelingen er afgørende for at understøtte optimal bygningsdrift og realisere projektets bæredygtighedsmål:
– Overdragelsen er afgørende for, at teknologien fungerer optimalt. Ved at teste og dokumentere alle funktioner sammen med serviceafdelingen sikrer vi en glidende overgang, så bygningen fra dag ét leverer energieffektivitet og brugervenlighed, understreger han.