Snusfornuft og lidt opfindsomhed. Det er hvad de ansatte har anvendt på Fibertex Personal Cares fabrik i Aalborg – og så var der sparet cirka 2,5 GWh om året.
– Da elpriserne eksploderede, stod medarbejderne sammen om at tænke helt nye tanker, og det resulterede i, at vi på få måneder reducerede elforbruget på vores fabrik i Aalborg gennem tilpasninger på maskinerne i produktionen, fortæller Group CEO Mikael Staal Axelsen fra Fibertex Personal Care.
Medarbejderne gik på jagt, og fandt ud af, at man snildt kunne sænke omdrejninger på blæsere og ventilatorer, og skruet ned for kompressorer og varmelegemer i den forholdsvis energitunge produktion.
Før medarbejderne tilpassede maskinerne, havde de en formodning om, at de løb en risiko for enten driftsstop eller dårligere kvalitet på produkterne, men det viste sig ikke at være tilfældet.
– Vi vil ikke gå på kompromis med produktkvaliteten, og vi kører konstant kontrol på vores produkter. Så udgangspunktet var naturligvis, at elforbruget skulle nedsættes, uden at det fik den mindste betydning for kvaliteten. Det er vi nu lykkedes via snilde og opfindsomhed, siger han.
Dermed har fabrikken sparet, hvad der svarer til elforbruget hos 600 familier på to voksne og to børn. Og det uden at foretage én eneste nyinvestering.
Det er dog ikke sådan, at koncernen ikke foretager investeringer i grøn energi-teknologi.
Sideløbende med initiativerne på fabrikken i Aalborg har man installeret et stort solcelleanlæg på deres fabrik i Malaysia. Anlægget producerer 2,5 GWh, faktisk nogenlunde det samme, som man opnåede ved at tænke ud af boksen i Aalborg.
– Der er store tagarealer på vores fabrikker, og på baggrund af de positive erfaringer vi allerede har gjort med anlægget i Nilai i Malaysia, vil vi sætte flere solcelleanlæg op i de kommende år på nogle af vores øvrige fabrikker. Vi har faktisk allerede besluttet at installere et stort solcelleanlæg på vores fabrik i Sendayan, som også ligger i Malaysia, siger Mikael Staal Axelsen.
Initiativet falder godt i tråd med målsætningerne hos industrikonglomeratet Schouw & Co., der ejer Fibertex Personal Care, og som har ambitiøse målsætninger på klimaområdet. Det betyder blandt andet, at de seks virksomheder i industrikonglomeratet skal reducere drivhusgasudledningen i scope 1 og 2 med 35 % senest i 2030.
Kilde: Fibertex Personal Care