Hedehusene Østre Vandværk er det første danske vandværk, som har fået Miljøstyrelsens tilladelse til at anvende aktivt kul for fjerne det uønskede stof PFAS fra drikkevandet.
I oktober 2021 måtte værket lukke for vandet. Årsagen var dengang et for højt indhold af PFAS, efter Miljøstyrelsen i 2021 indførte nye, skærpede krav til PFAS-indholdet i drikkevand.
Siden har vandværket købt og distribueret vand til egne forbrugere fra et nabovandværk. Men nu har vandværket fundet en løsning, der bringer PFAS-indholdet i vandet så langt ned, at det igen er muligt at sende rent drikkevand fra Hedehusene Østre Vandværks egen kildeplads ud til forbrugerne:
– Det er en stor glæde for borgerne i Hedehusene, at de nu igen kan få vand fra deres eget vandværk. Det har været en stor økonomisk mundfuld for et lille vandværk som vores, at vi i lidt over to år har skullet købe vand fra et nabovandværk og samtidig har haft udgifter til et pilotforsøg og etableringen af det filteranlæg, der nu gør, at vi igen kan sende rent drikkevand ud til forbrugerne fra vores kildeplads i Hedehusene, siger Poul-Henrik Larsen, der er formand for bestyrelsen i Hedehusene Østre Vandværk.
Vandværk er den første danske vandforsyning, der får grønt lys til at tage en permanent rensemetode med aktivt kul i brug for at komme den lokale PFAS-udfordring til livs. Sidste år var det Fanø, der kunne præsentere en løsning, hvor et ionbytteranlæg sikrer rent drikkevand til forbrugerne. Også på Tune Vandværk i Greve Kommune bliver det en ionbytterløsning, der fra foråret skal rense vandet for PFAS.
De vandværker, som allerede er i gang med at løse PFAS-udfordringer, står med en både stor og vigtig opgave. Som frontløbere er de med til at finde løsninger på PFAS-problemerne.
– Vandværkerne er ikke årsag til PFAS-forureningerne. Men udfordringerne skal håndteres, og derfor er det også glædeligt, at vandværkerne – store som små – kan bidrage til at finde løsninger, når vi står i en situation, hvor det er nødvendigt at rense, siger Susan Münster, direktør i Danske Vandværker.
Det er altid både besværligt, dyrere og mere krævende at være de første til at løse en udfordring. I Hedehusene Østre Vandværk stammer det forhøjede PFAS-indhold i grundvandet fra en nærliggende brandøvelsesplads.
– I Hedehusene Østre Vandværk mener vi, at det er urimeligt, at regningen ender hos relativt få forbrugere i byen. Vi ender med at betale for, at andre ustraffet har forurenet vores drikkevand. Vi kan kun håbe, at vi på et tidspunkt bliver økonomisk kompenseret fra det offentlige for den ekstraregning, der ender hos os uforskyldte forbrugere, siger Poul-Henrik Larsen.
Kilde: Danske Vandværker