Hos Dansk Fjernvarme nikker man anerkendende til den nye finanslov, hvor det er blevet besluttet at videreføre fjernvarmepuljen i 2024.
Der er er afsat 150 mio. kr.
– At fjernvarmepuljen er med på finansloven for 2024 er også en anerkendelse af, at fjernvarmeselskaberne, der udfaser naturgassen i Danmark gør et stort stykke arbejde for den grønne omstilling og forsyningssikkerheden. Fjernvarmepuljen er det vigtigste værktøj for selskaberne, hvis de skal sikre tempoet og følge efterspørgslen, siger direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen.
Her i 2023 løb puljen tør for penge. Faktisk manglede der rundt regnet 300 mio. kr. til en lang række projekter. Disse projekter mangler fortsat finansiering, men nu tilgodeser regeringen og Folketinget en del af behovet til næste år.
– Puljen lukkede i 2023 med mere end 25 fjernvarmeprojekter, som ikke fik tilskud fra puljen. Derfor er en forlængelse af fjernvarmepuljen i 2024 tiltrængt, så projekterne ikke forsinkes eller aflyses, siger Kim Mortensen, der dog mener, at begivenhederne omkring den manglende finansiering bør være et wakeup-call til politikerne.
Brancheorganisationen opfordrer til, at vinterens og forårets forhandlinger om fordeling af midler fra den grønne fond tilgodeser fjernvarmepuljen, så der er vished for de resterende projekter, som ikke får del af de første 150 mio. kroner i fjernvarmepuljen for 2024, samt de projekter, der endeligt færdiggøres i 2024 og har behov for statslig støtte.
Kilde: Dansk Fjernvarme