
Man skal tilbage til 2018 for at finde den seneste udgave af Byggeri-messen, men her til mortgen kunne dørene til den næste i rækken endelig slås op – det er tid for Byggeri´23.
Messen finder sted i Messe C i Fredericia, og frem til fredag, hvor messen lukker ned, er forventningen, at op imod 30.000 byggefagfolk vil have lagt deres vej forbi.
Antallet af forhåndsregistrerede besøgende var allerede fredag 50 % flere end ved den seneste messe i 2018, og det skaber glæde og store forhåbninger hos arrangøren.
Jeg kan vist tale på hele messens og udstillernes vegne, når jeg siger, at vi efter års pause glæder os til at komme på græs. Vi er glade for den store opbakning fra branchen og er i morgen klar til at byde besøgende velkommen tilbage til Byggeri-messen, som vil blive mødt af stor entusiasme, begejstring og en masse energi blandt udstillerne, der glæder sig til at møde de mange aktører i byggeriet i MESSE C, siger Palle Thomsen, adm. direktør hos Brancheforeningen Danske Byggecentre, som arrangerer messen.
BYGGERI’23 løber derfor af stablen på et kærkomment tidspunkt for byggeriets fagfolk, som får lejlighed til at mødes og få inspiration og indblik i nye materialer, løsninger og metoder, der både kan gøre arbejdet mere effektivt og bæredygtigt.
– Det er afgørende for byggebranchen at tackle de nuværende udfordringer i markedet. Vi er nødt til at øge effektiviteten og tage nye materialer, teknologier og løsninger i anvendelse for at skabe en mere bæredygtig og effektiv byggeproces. Messen vil derfor have et stærkt fokus på bæredygtigt og effektivt byggeri, hvor håndværkere og andre fagfolk kan få indblik i de nyeste produkter og løsninger, der kan være med til at gøre branchens måde at arbejde på klogere og smartere, siger Palle Thomsen.
I morgen kl. 14.00 uddeles en nyindstiftet pris – Effektivt Byggeri 2023 – som netop har til formål at sætte fokus på og hædre de virksomheder, som med nye materialer, løsninger og metoder understøtter et mere effektivt byggeri.
Kilde: Danske Byggecentre