Der er mange elementer, der skal fungere optimalt i samspil med hinanden for at opnå den højst mulige virkningsgrad i en ventilator. At vælge den mest energieffektive ventilator kræver derfor en dybere forståelse af de elementer, der bidrager til at sikre minimal turbulens og energitab i luftstrømmen gennem ventilatoren.
Det ved Peter Holt, teknisk direktør, Novenco Building & Industry meget om, og har i den seneste udgave af HVAC Magasinet fortalt om syv elementer, der tilsammen påvirker effektiviteten af en ventilator og virkningsgraden: Vingedesign, tipspillerum, nav, ledeskovle, indløbsforhold, integration af motor og aerodynamik.
Af de elementer er det umiddelbart ledeskovlene, der har det største potentiale i de ventilatorer, der er på markedet i dag.
Der er stadig mange ventilatorløsninger, hvor ledeskovlene blot er flade plader eller tre pinde, der holder motoren. Og det er en skam. For rigtigt designet og anvendt kan de medvirke til at fjerne turbulens fra luftstrømmen, efter den har passeret vingerne, og på den måde reducere energitabet og optimere virkningsgraden.
Når man vil vælge en energieffektiv ventilator, skal man derfor sikre sig, at rotoren og ledeskovlsystemet er i fuld balance og leverer luften med mindst mulig turbulens og rotation efter ventilatoren. Det giver nemlig både økonomisk og miljømæssig mening at optimere energieffektiviteten. Den grønneste watt er trods alt den, der ikke produceres.